Fortsæt til indhold

Lokale golf-juniorer klarede ikke cuttet ved DM

Ingen af Kolding Golf Clubs tre deltagere gik videre ved DM i golf for juniorer

Arkiv
Steen Tue Bjerborg

En overbelastet hånd og nogle præstationer under normal standard var skyld i, at ingen af Kolding Golf Clubs tre deltagere ved DM i golf for juniorer på The Scandinavian i Allerød klarede cuttet og gik videre til hulspillet.
Frederik Hedmark og David Samuelsen fandt i den stegende hede aldrig deres normale niveau og sluttede som henholdsvis nr. 36 og 44 ud af de i alt 64 startende deltagere hos drengene. Det var langt fra de 16, som gik videre til de kommende dages knald eller fald-kampe om DM-titlen.

Gjorde for ondt

Endnu værre gik det for Katrine Fausing hos pigerne, der efter en forfærdelig første runde om formiddagen valgte at trække sig før eftermiddagens runde på grund af en overbelastet og stærkt smertende slaghånd.
"Det gør rent ud sagt p.... ondt," lød det næsten grådkvalt fra den unge spiller, da hun med is om hånden gik op til klubhuset i Allerød efter sidste hul på 1. runde og tog beslutningen om at sige farvel og tak.
"Det er vildt frustrerende, for jeg havde virkelig satset meget på det her mesterskab, men der er ikke mere at gøre, og nu skal hånden bare have ro, så den kan blive klar hurtigst muligt, og jeg forhåbentligt snart kan være med i en turnering igen."

Frederik Hedmark fandt aldrig sit normale niveau ved DM i golf for juniorer og sluttede langt fra de 16 bedste, der gik videre til det afgørende hulspil. Foto: Steen Tue Bjerborg
Katrine Fausing, der her putter ved det sidste hul på 1. runde, havde satset meget på DM for juniorer, men håber nu, at hun ved at give den overbelastede hånd ro, snart kan være tilbage i turneringsform. Foto: Steen Tue Bjerborg