Fuchsiaer i fuld flor
Esbjerg og Omegns Fuchsiavenner viser blomster frem i weekenden i Varde
“Du kommer bare. Vi er hjemme!”
Arno Jakobsen mener, hvad han siger i røret til undertegnede, for med varmegrader oppe omkring de 30 er han nærmest bogstaveligt talt bundet til hjemmet i Sønderris, for bare ganske få timer uden tilførsel af vand kan få hans mange smukke fuchsiaer til at hænge faretruende - og det duer ikke, for i weekenden venter Esbjerg og Omegns Fuchsiavenners store udstilling i Tambours Have i Varde.
Udstillingen finder sted med tre års mellemrum og kræver oceaner af forberedelser fra medlemmernes side: Blomster skal vælges ud, stiklinger gøres klar og så skal blomstringen helst times, så fuchsiaerne tager sig ud fra deres absolut smukkeste side, når udstillingen åbner lørdag den 2. august kl. 10.00.
“Man kan faktisk godt time blomstringen. Det handler om at holde op med at nippe dem godt seks uger før,” forklarer Arno Jakobsen og peger på en hængefuchsia fuld af knopper. Den forventer han sig meget af ved udstillingen.
Blomstrer fra maj til frost
I øjeblikket tæller Arno Jakobsen og hustruens have godt 50 forskellige fuchsiaer. Han har haft helt op mod 200, men pladsen blev for trang.
“De kom slet ikke til deres ret, fordi de stod så tæt, og så kneb det også gevaldigt med at finde plads til dem alle i drivhuset om vinteren,” siger Arno Jakobsen, der tabte sit hjerte til fuchsiaer for en halv snes år siden, da en tante flere år i træk kom med stiklinger til ham.
“Tilsidst tænkte jeg, at jeg hellere måtte give det et ordentligt forsøg, og siden har jeg været bidt af dem. Det er så fantastisk, at de står i blomst helt fra maj til frosten sætter ind. Det er der ikke ret mange andre blomster der gør,” siger Arno Jakobsen, der regner med at godt 20 af hans fuchsiaer skal med på udstilling.
I alt forventer Fuchsiavennerne at kunne præsentere op mod 300 fuchsia i Tambours Have, hvor gæsterne også vil få rig lejlighed til at både købe og vinde planter og stiklinger.