Kongelig Classic 2014 slutter i Aabenraa
Alle sejl bliver sat til for, at Kongelig Classic igen i år bliver et stort tilløbsstykke
I weekenden den 28. - 31. august venter der store maritme oplevelser for hele familien.
Her finder den tredje Kongelig Classic nemlig sted, og i år er Aabenraa slut-by. Det betyder, at regattaen mange skibe stævner ud fra Flensbrug fredag den 29. august med kurs mod Sønderborg. I løbet af lørdagen begynder skibene så at ankomme i Aabenraa, og her vil de blive budt velkommen af det helt store kulturprogram, der udspiller sig på havnen.
“Alt det havde ikke været muligt, hvis ikke virksomhederne på havnen havde indvilliget i at spille med. Så det er vi naturligvis glade for”, lød det fra turistchef i Aabenraa, Michael Hansen.
Skal bevise sit værd
Kongelig Classic afholdes i år for tredje gang. Det er et projekt, der er fostret og startet med støtte fra EU-midler. Men fra næste år er det slut. Så skal de tre kommuner, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg på banen.
“Det er nu, vi skal bevise, at det er kommet for at blive. Vi har allerede haft de første møder med kommunerne, og vi har stor tiltro til, at der bliver plads til arrangementet på kommunernes budget”, fortsatte Michael Hansen.
Hvis kommunerne vælger at støtte projektet, skal de hver især punge 25.000 euro ud om året.
Arrangementet indeholder en del nyheder i år. Bl.a. vil man kunne opleve et historisk modeshow på havnen, og desuden deltager Søværnets Tamburkorps.
De kendte og populære oplevelsesstationer for børnene får genvalg i år.