Ringriderkongernes konge skal kåres i Tandslet
Den 9. og 10. august er der by- og ringriderfest i Tandslet, hvor Alssundmesterskabet i Ringridning afgøres
Der er både traditioner og nyheder på programmet, når der er by- og ringriderfest i Tandslet den 9. og 10. august.
Årets nyhed er en rafleturnering. Sidste års nyhed, den genopståede fest med mad og musik lørdag aften, blev en succes og gentages i år.
By- og ringriderfesten i Tandslet har efterhånden nogle år på bagen – og dermed også nogle gode, faste traditioner. Højdepunktet er naturligvis søndagens ringridning, som begynder med festligt optog gennem byen fra kl. 11.30. Kongeomridningen trækker normalt et pænt stort publikum, som også gerne vil følge den store finale – nemlig Alssundmesterskabet, hvor årets ringriderkonger dyster om at blive ”kongernes konge”. Mesterskabet indledes kl. 17.30.
Festen indledes allerede lørdag, når Sydals Håndbold Klub holder sit traditionelle sponsor-cykelløb. Alle kan deltage, bare de møder op med deres cykel på pladsen mellem kl. 9.30 og 10.15. Fra kl. 10.30 cykles på en fire km rundstrækning i byen, og cykelrytterne bidrager med penge, som er sponseret af firmaer eller familie og venner. Pengene, cirka 30.000 kroner, går til ungdomsarbejdet i håndboldklubben.
Lørdag eftermiddag byder på traktor- og knallertringridning, rafleturnering og cykelringridning. Man skal tilmelde sig rafleturneringen senest kl. 13. Der er også kaffebord for pensionister for bare 35 kr. Deltagere skal huske at tilmelde sig på tlf. 7440 7607.
Aftnens menu i teltet kl. 18.30 er en sildemad som forret og derefter helstegt pattegris. Billetterne til festen var sidste år revet væk, billetter til 130 kr. kan bestilles på tlf. 4014 7445 eller 7440 7445. Efterfølgende er der musik med Diskotek Felix.
Om søndagen gælder det som nævnt dysten om at være bedst til at snuppe den lille ring fra hesteryg.
Derudover vil pladsen både lørdag og søndag fra kl. 12 rumme en række boder, som byder på forskellige aktiviteter: Legeplads for små børn, krolfbane, udendørs keglebane, lykkehjul og mulighed for at tage menighedsrådet ”ved hornene”. Man kan også møde både Tandslet Friskole og Tandslet Ungdoms- og Idrætsforening i boder på pladsen.