Fuld fokus på folkeskolen
Det er godt, der er så meget plads i Blue Water Dokken, for der var tilsyneladende ikke mange, der havde meldt afbud, da Esbjerg Kommune havde inviteret til uddannelsesdag.
Om få dage begynder det nye skoleår med en helt ny virkelighed, når skolereformen træder i kræft. Det var som forberedelse til den hverdag, at skoleafdelingen i kommunen havde indbudt til en dag, hvor lærerne var dem, der sad på selve skolebænken. Her kunne de blive klogere på, hvad der venter dem, når eleverne onsdag i denne uge møder ind til et nyt skoleår og en ny virkelighed, for Folkeskole reformen er efter manges opfattelse den største forandring af folkeskolen nogensinde.
“Det er en stor udfordring, som vi er nødt til at tage alvorligt. Fra medarbejdere og ledere har der længe lydt stor usikkerhed i forhold til reformen og de krav, den stiller til dem og til organisationen. Den usikkerhed forholder vi os seriøst til, og derfor har vi valgt at invitere samtlige medarbejdere til en fælles opstart på skoleåret, hvor vi sætter fokus på reformen,” forklarer Esbjerg Kommunes skolechef, Henrik Schou, der var ‘vært' ved arrangementet.
Til uddannelsesdagen var en række af landets førende læringsforskere inviteret, og de gav alle et forsøg på at få sat mere konkrete billeder på reformen og den teoretiske baggrund, som den bygger på. Men en ting er snak og teori. Noget andet er den reelle virkelighed ude på skolerne. Den begynder for alvor onsdag i denne uge.