Rådhusbuen igen ramt af indbrud
For tredje gang på lidt over et år er der stjålet store mængder computere fra bygninger ved rådhuset
Jobcentret har haft besøg af nogle særdeles langfingrede personer.
På et tidspunkt mellem søndag og mandag brød kriminelle ind i Jobcentret lige ved siden af Rådhuset i Roskilde.
Da gerningsmændene først havde skaffet sig adgang til stedets lokaler tog de for sig af Jobcentrets elektroniske udstyr.
En hidtidig oversigt fra politiet viser, at der blev stjålet 19 bærbare computere samt en Ipad og en mobiltelefon.
Tyvene har tilsyneladende haft til hensigt at få mest ud af deres indsats for også skuffer, skabe og hylder blev gennemrodet ved indbruddet.
Ingen alarm
Forbrydelsen markerer det tredje indbrud mod bygninger på Rådhusbuen indenfor bare lidt over et år.
De to andre gange var i henholdsvis juli og december 2013, hvor det gik udover selve rådhuset.
Her var det også computere, der forsvandt, og alt i alt er der nu blevet taget omkring 120 computere fra de offentlige bygninger.
Ved de to første indbrud har Roskilde Brandvæsen, der er vagt for stedet, meddelt, at de ikke har fået nogen melding om indbruddene på grund af, at alarmen ikke var slået til.
Også denne gang fortæller brandvæsnet, at de ikke har modtaget nogen alarm fra adressen på gerningstidspunktet.
hw