Farvel til en yderst vellidt direktør
Den 4. august 2014 mistede Stig Teilman, direktør i Handelsbanken Roskilde, livet i en tragisk trafikulykke. Med ét blev en dygtig leder og bankmand taget fra os. Det er med dyb sorg, at vi siger farvel til Stig, der helt meningsløst døde kun 45 år gammel.
Om nogen satte Stig sit aftryk på verden. Som menneske gjorde Stig et stort indtryk på både kollegaer og kunder. Stig vil blive husket som et åbent, positivt, tillidsvækkende og kompetent menneske med stor empati.
Stig havde en særlig evne til at se potentialet og udvikle kvaliteterne i mennesker omkring sig. Det gjaldt både som leder og sparringspartner i filialen i Roskilde, som kollega og underviser. Også blandt sine kunder var Stig meget vellidt. Efter meddelelsen om Stigs død har kunderne kondoleret og omtalt Stig som et pragtfuldt menneske og en fantastisk samarbejdspartner.
Stig var en fremragende direktør, yderst kompetent og fagligt dygtig inden for sit felt. Som bankmand og i kraft af sit personlige engagement havde Stig oparbejdet et stort netværk i Nord- og Midtsjælland, og med succes skabt flotte forretningsmæssige resultater.
Med Stig har vi mistet en dygtig leder og bankmand. Vi har også mistet et helt særligt og godt menneske.
Vores tanker og medfølelse går til Stigs hustru, børn og øvrige familie. Æret være mindet om Stig Teilman.
Handelsbanken.