Fortsæt til indhold

Danser mod Cancer - nu med nye mål

Også i år arrangeres 'Danser mod Cancer' over hele landet - blandt andet i Haderslev

Arkiv
Peter Rasmussen

For tredje år i træk er 42 byer i Danmark den 30. august klar til at indsamle så mange penge som muligt for at hjælpe kræftramte børn.
Konceptet 'Danser mod Cancer' er i år blevet udvidet med blandt andet sponsor løb og gåture, samt spinning, auktioner og meget mere i mange af byerne. 42 haller over hele landet stiller i år gulvplads til rådighed, mens 300 Zumba- og andre sportsinstruktører lægger energi, sved og stemmer til for at indsamle mest muligt til Foreningen Cancerramte Børn. Man kan læse mer om foreningen på hjemmesiden www.cancerbarn.dk
Haderslev deltager for anden gang med Dorthe Damsgaard Karlsen og Dorthe Brandborg Olsen ved roret. Her tilbydes Blandt andet Zumba®Kids, Zumba®Toning, Zumba®Step og Zumba®Fitness
"Haderslev Idrætscenter danner ramme om arrangementet, og vi håber på stor opbakning. Haderslev Gymnastikforening støtter også op bl.a. ved at sætte redskabsbane/legeland op til de børn, der deltager. Alle instruktører er lokale," lyder det fra de to.
Sidste år blev der indsamlet 450.000 kroner - i år er målet at runde 500.000. Sådan et landsdækkende arrangement kræver en enorm indsats, og den bliver ikke mindst leveret af Charlotte Bolivard, der igennem de sidste tre år har taget initiativ til og arrangeret Danser mod Cancer:
"I år er arrangementet meget specielt for mig, for det er blot et par måneder siden, min egen mor døde af kræft. Men det er ikke kun mig, der arbejder hårdt for at hjælpe kræftramte børn, det er også de mange hundrede frivillige over hele landet, der støtter op og afsætter tid, som gør dette arrangement muligt," fortæller hun.
Man kan læse mere om arrangementet på www.dancermodcancer.dk. Billetter købes på: www.enkelbillet.dk Søg efter ”danser mod cancer” og navnet på den by, hvor du ønsker at deltage.