Fortsæt til indhold

-Jeg kan lide at handle

Varehuschefen hos Føtex i Stationscenteret har altid arbejdet for Dansk Supermarked

Arkiv
Foto: Per Rudkjøbing

-Jeg har altid været fascineret af at købe eller sælge og har nok et eller andet købmands-gén i mig, fortæller Jesper Jungersen. I serien om Roskildes købmænd er avisen denne gang kommet til den 36-årige varehuschef hos Føtex ved Stationscenteret. -For mig er det vigtigste kundekontakten, hvor man kan give folk en god oplevelse, især gennem en høflig og god betjening, fortæller Jesper Jungersen, når han skal forklare, hvorfor han valgte at gå ind i detailhandelen og branchen med dagligvarer. -I virkeligheden har jeg jo altid arbejdet hos Føtex, siden jeg kom i lære efter skolen. Så havde jeg en afstikker med Netto i England, men det hører jo også ind under den samme koncern i Dansk Supermarked.

Frisk og fersk

Når Jesper Jungersen skal forklare berettigelsen af et varehus som Føtex, fremhæver han især afdelingerne med friske ferskvarer: Grønt, slagter og bager. -Her kan vi levere en høj kvalitet med et både bredt og dybt sortiment til konkurrence dygtige priser, og det satser vi på, at mange kunder sætter pris på. Det er vores strategi på det marked, som nu findes indenfor dagligvare-branchen. -Vi har mange faste kunder, der kommer hver dag i butikken, og det giver et godt grundlag, forklarer han.

Handelscentrum

Selv om han kun har været godt et halvt år i Roskilde, har Jesper Jungersen dannet sig et tydeligt billede af den lokale handelsby. -I forhold til Hvidovre, hvor jeg var sidst, er der ikke den store forskel. Kunderne her efterspørger de samme varer, men det er jo nok også derfor, de vælger at komme i Føtex. -Jeg kendte Roskilde på forhånd og ved, at det er en stærk handelsby med et stort opland. Her er et købedygtigt publikum, og derfor har man også kunnet bevare et levende handelscentrum i byen. -I forhold til mange andre provinsbyer, hvor der står tomme forretninger i bykernen, kan man jo se, at det går forholdsvis godt i Roskilde.

På mountainbike

Når arbejdsdagen, som godt kan løbe op i mange timer, er klaret, bruger Jesper Jungersen tiden på familien, hvor de to børn skal køres til håndbold, svømning og mange andre aktiviteter. Selv får han rørt sig og trækker frisk luft ved at køre på mountain-bike. Det foregår enten på sporet ved Trekroner eller i Hareskoven, hvor der så er plads til at få blæst tænkerne godt igennem. tk