Demente skal i træningstøjet
Som noget nyt tilbyder kommunen demente træning og livsstilsændring
Med meget stor succes har Esbjerg Kommune i år sat ekstra fokus på demenssygdom - blandt andet med to store konferencer først på året, hvor 1.400 borgere deltog.
Her var overskriften: Demens er noget vi taler om, mens formålet var at udbrede kendskabet til den frygtede sygdom, opsporing og forebyggelse af den samt livet med demens som både syg og pårørende.
Men her stopper det ikke. Nu starter Esbjerg Kommune også træningshold for borgere, der er ramt af Alzheimersygdom.
Netop offentliggjorte forskningsresultater viser nemlig, at det nu kan dokumenteres, at man med livsstilsændringer kan forbygge forværring af en Alzheimers sygdom.
En tretrinsraket
De offentliggjorte forskningsresultater viser, at det kan dokumenteres, at man med livsstilsændringer kan forbygge forværring af en Alzheimers sygdom og endda helt kan forebygge at sygdommen opstår.
Forskningen viser rigtig gode resultater - også selvom man først kommer i gang med livsstilsændringerne i en høj alder. Det er en tretrinsraket, hvor fysisk træning, kost og socialt samvær spiller en afgørende rolle.
“Esbjerg Kommune har hen over året været i tæt samarbejde med forskere fra National Videnscenter for Demens og er derfor allerede nu klar til at starte træningshold op for borgere, der er ramt af Alzheimerssygdom. De første hold starter op midt i september og vil blive yderlige udbredt i løbet af 2014 og 2015,” siger Henning Ravn, formand for Esbjerg Kommunes Sundhed & Omsorgsudvalg i en pressemeddelelse.
Udover den fysiske træning vil holdenes fokus også skulle være på de øvrige to indsatsområder - kost og socialt samvær. Desuden vil der blive udviklet og opstartet forskellige indsatser i et tæt samarbejde mellem kommunen, frivillige idrætsforeninger, Ældresagen og Alzheimersforeningen.