Fortsæt til indhold

Rings grav sættes i stand

Roskilde-maleren hædret at nyt selskab på sin 160 års dag

Arkiv
Arkiv

Graven på Sct. Ibs Kirkegård med L.A. Ring skal sættes i stand. Det vil selskabet Rings Venner sørge for i samarbejde med Domsognets Menighedsråd, fortalte den nye forenings næstformand Jes Nysten, da 160 året for den gamle Roskilde-malers fødsel blev markeret på stedet fredag eftermiddag. - For 100 år siden flyttede Ring til Roskilde, hvor han levede og malede indtil sin død i 1933. Han ligger begravet her ved siden af sin elskede hustru Sigrid, som døde 10 år før, sagde han. - For Roskilde har han en ganske særlig betydning, fordi han har givet os i eftertiden både kunstneriske og meget sande billeder af det liv, som blev levet her og på Sct. Jørgensbjerg for et par generationer siden. Jes Nysten glædede sig over den store interesse for maleren, som den nystartede forening har oplevet. - Vi startede med et tæmmeligt vidtløftigt projekt, hvor vi ville redde hans gamle atelier i Brøndgade og sikre det som et museum for eftertiden. - Men allerede nu er det gået over al forventning, og vi har kunnet starte projektet, sagde han og takkede især smykkefirmaet Pandoras ejer Winnie Dahl, der med et stort støttebeløb har været med til at sikre det hurtige resultat. Hun bor i Veddelev og har flere gange vist, at hun er klar til at bruge af sin million-formue på gode formål i Roskilde området. Sidste år sørgede hun således for at hjælpe Sagafjord med en stor donation, så tur-båden kunne holdes økonomisk flydende til sin sommersejlads på fjorden. Winnie Dahl var også selv med til kransenedlæggelsen fredag på Sct. Ibs Kirkegård. tk