Fortsæt til indhold

Så er vi klar til fest

Lørdag åbner Esbjerg Festuge. Årets program er et festligt tag selv bord - go’ fest!

Arkiv
Louise Ritter

Esbjerg Festuge har fået ny hjemmeside forud for årets fest og her fremgår det med al tydelighed, hvor stort et tag selv bord Festugen er.
Dagene er spækket med tilbud om den ene oplevelse efter den anden hvad enten man er fire år og til musik, 35 år og til fest og eller 55 år og til kunst. Der er kort sagt noget for alle - det er bare at vælge til og fra.
Tirsdag i Festugen er også i år forbeholdt børnene. Som altid ruller Falck og politiet ind på Torvet med brand- og politibiler der kan nærstuderes og på scenen er der masser af underholdning for de mindste.
Blandt andet kl. 16.00 hvor Pigen med paraplyen - sangerinden Julie Wieland - går på Torvets scene for at tage børnene med på eventyr. Bag hendes optræden står Musikkonservatoriet.
Det samme gør sig gældende med to af tirsdagens sene optrædener. Kl. 18.20 leverer Morten Schmidt, under navnet Weesch, et stemningsfyldt og meditativt lydunivers, der forener akustiske instrumenter og elektroniske lyde. Herefter disker Bue Gundersen og hans band op med hjemmekomponeret moderne jazz, der nok skal ruske op i torvets publikum. Som afslutning på tirsdagens program på torvet er det klokken 20.40 muligt at møde et nyt, spændende navn på den danske elektroniske scene, Malou Mørkeberg.

Made in Esbjerg

Et populært - og efterhånden også fast - indslag under Esbjerg Festuge er Made in Esbjerg på Tobakken. Initiativet tog sin start for seks år siden og forsøget på at få mere esbjergensisk musik ind i Festugen. I år kan man opleve en række bands med rødder her i området på Tobakken den 14. til 16. august.
Også Esbjerg Kunstdage benytter Festugen til at vise sig frem. Der er fernisering lørdag den 9. august kl. 14.00 til 17 under de røde parasoller tæt på havnen i Frandsens Fabrik, Helgolandsgade 11. I år er udstillingens tema “Energi”.
Årets Festuge har naturligvis også Containerudstilling på havnen på programmet samt meget mere.
Se det hele og meget mere - også billeder fra alle arrangementerne i løbet af ugen - på www.esbjergfestuge.dk

Pigen med Paraplyen er et hit hos børnene, og Julie Wieland er på plakaten tirsdag klokken 16.00 på Torvet. Som altid er det gratis på Torvescenen.
International Dag på Torvet.