Fortsæt til indhold

Offentlig facebook-gruppe bruger censur

Arkiv
Af Jeppe Rafn, lokalredaktør, Lokalavisen Budstikken Vejle

Facebook-gruppen '7323 Give' er en offentlig gruppe for personer med interesse for Give.
"Folk der kommer fra Give, det er her det sker! En gruppe med fokus på nyheder og gode historier fra Give og omegn. Intet mindre, intet mere," står der i beskrivelsen.
En gruppe med fokus på et begrænset geografisk område er en smart og praktisk måde at dele stort og småt, som ikke lige har interesse for andre end dem, der bor i området, og '7323 Give' er da også en særdeles populær gruppe med over 2.600 medlemmer.
På Lokalavisen Budstikken benytter vi os meget af facebook for at folk skal få øje på artikler, der kunne have deres interesse. Og derfor har vi flere gange lagt et opslag ind på '7323 Give' med link til artikler, der handler om Give. Ligesom der ligger utroligt mange opslag med links til artikler fra Vejle Amts Folkeblad på siden.
Men hver gang vi har lagt et opslag på '7323 Give' med link til en artikel på vejle.lokalavisen.dk, er det blevet slettet igen uden varsel eller forklaring. Senest tirsdag i sidste uge hvor vi lagde et link ind til en artikel om det nye fitnesscenter i Give, 'Stron2gether'.
Der ligger i forvejen et link på facebook-gruppen til en tidligere artikel i Vejle Amts Folkeblad om selvsamme fitnesscenter, så jeg var mildt sagt forundret over, at vores opslag var blevet slettet.
Jeg ringede derfor til en af de fem administratorer for at høre, hvordan det kunne være. Jeg fik fat i Jacob Spedsbjerg, som mente, opslaget kunne være blevet slettet, fordi man vistnok ikke må reklamere inde på facebook-gruppen. Men, sagde han, jeg måtte hellere ringe til en af 'Hofferne', som var mest aktive på siden.
Så jeg ringede til Jim Hoff, der er administrator på siden og arbejder som journalist og redaktør på Give Avis, der ligesom Vejle Amts Folkeblad er en del af Jyske Medier.
Han fortalte mig, at '7323 Give' er en privat side oprettet af ham og hans søn. Og at vores opslag er blevet slettet, fordi man fra koncernens side (Jyske Medier) ikke vil have, at man på medarbejderes private facebooksider har henvisninger til konkurrenter som for eksempel Lokalavisen Budstikken. Af samme årsag har Jim Hoff fjernet opslag med henvisninger til en anden konkurrent, Brande Bladet, fortalte han.
Undskyld mig, men jeg synes, det er dårlig stil, at Jim Hoff adskillige gange har fjernet opslag uden et ord. Han kunne i det mindste have ulejliget sig med at fortælle det, og fortælle os hvorfor han har gjort det.
Værre er, at facebook-gruppen ikke toner rent flag om sin tætte tilknytning til Give Avis og Vejle Amts Folkeblad og censurering af andre medier. I beskrivelsen af '7323 Give' står der ikke noget om, at den er for udvalgte medier. At medlemmerne ikke må se de nyheder og gode historier, der kommer fra andre medier, end dem Jim Hoff arbejder for.
Det kalder jeg for falsk varedeklaration. Skriv det dog, som det er, at man udelukkende bringer links til Give Avis og Vejle Amts Folkeblad, da det er et krav fra mediehuset.
Jeg er i øvrigt ret sikker på, at medlemmerne af '7323 Give' gerne vil læse Lokalavisen Budstikkens artikel om det nye fitnesscenter, som indeholder mange oplysninger, der ikke er i artiklen i VAF. Flere havde således nået at like opslaget, inden det samme dag blev slettet.
PS: Jeg er personligt blevet udelukket fra gruppen. Jeg gætter på, det er fordi, jeg har formastet mig til at bringe et opslag, som jeg i min naivitet ikke var klar over var 'ulovligt'.