Fortsæt til indhold

Forfatter fra Vejle får legat på 50.000 kroner

En af Vejles lokale forfattere har fået et stort klap på skulderen af Statens Kunstfond.

Arkiv
Ina Bjerregaard

Det er ikke hver dag, man får tilsagn om 50.000 kroner. Derfor var forfatter og vejlenser Mikkel Harris Carlsen da også med egne ord “lamslået“, da han fik beskeden om, at han var den heldige modtager af et legat fra States Kunstfond på 50.000 kroner.
“I ugerne op til meddelelsen kom dagdrømte jeg om legatet. Og jeg var helt lamslået, da beskeden så kom. Jeg troede, jeg måske stadig drømte,” siger Mikkel Carlsen til Lokalavisen Budstikken.

Sikre tid til arbejde

Legatet fra Statens Kunstfond på 50.000 kroner gives ”til fortsat kunstnerisk arbejde”.
En gang om året kan forfattere søge arbejdslegater hos Statens Kunstfond. Forfatteren sender en ansøgning, hvori man beskriver, hvad man har lavet, og hvad man aktuelt arbejder med, samt to tekstprøver. Og det er især kvaliteten af teksterne, der lægges vægt på ud fra kriterier som: Et grundlæggende godt, originalt og rigt sprog, substans, et personligt udtryk, nyskabende og eksperimenterende litteratur. Og det må Mikkel Carlsen have præsteret, selv om han dog lige indvender:
“Eller også landede jeg bare på et heldigt bord.”
Mikkel Carlsen søgte også sidste år, dog uden held.

En gang mere

“Men jeg tænkte, at det skulle da prøves igen,” siger Mikkel Carlsen.
De 50.000 kroner skal der lige svares skat af, og så skal de ellers give ham mulighed for at skrive.
“Pengene skal give mig arbejdsro. Det er hele formålet med legatet. Og jo, der er til mere end en måned, for jeg er jo den klassiske forfattertype, der sidder og skriver i stearinlysenes skær,” siger Mikkel Carlsen med et skævt grin.
Han har også selv nogle midler, han kan smide oveni puljen.
“De penge kan nok række til et halvt år for mig, og så længe havde de nok ikke regnet med hos Kunstfonden,” siger forfatteren og griner højt.
I sin ansøgning til Statens Kunstfond skal man beskrive et projet, men man binder sig ikke til lige netop det projekt.
“Nej, jeg er forpligtet til at arbejde, og lige nu er det en roman, jeg har i tankerne,” siger Mikkel Carlsen, der dog ikke kan løfte endog en flig af sløret på hverken plot eller navn.
“Det kan jeg ikke fortælle noget om, for det er lige som en stor bolledej, der drejer rundt i mit hoved, og før den er sat til hævning, kan jeg ingenting sige, for det ændrer sig hele tiden. Jeg er påpasselig med at fortælle om det, for hvis man drager andre ind i ens tanker, så er det forstyrrende,” siger Mikkel Carlsen, der sidst på året udkommer med bogen “Midnatsmuse“.