Hunde og helikopter leder efter Erling Pedersen
Hunde og helikopter er sat ind for at lede efter den 77-årige Erling Pedersen fra Roskilde, der forsvandt mandag aften, da han ville cykle fra Lindevej til Klintevej.
Flere mener at have set ham i Fløng, derfor beder politiet beboerne her om at tjekke udhuse, carporte og halvtage for at se, om han er søgt i ly der.
Erling Pedersen dukkede aldrig op til en aftale, han havde på Klintevej mandag aften kl. 17.30.
Da familien stadig ikke havde fundet ham klokken 21.20 kontaktede de politiet, der straks satte en eftersøgning i gang.
Ordensmagten ledte mandag nat efter den ældre herre i Roskilde by, omegn og i Boserup Skov, men fandt ikke frem til ham.
Efter at politiet havde efterlyst den forsvundne i blandt andet på Roskilde Avis' hjemmeside, meldte flere tilbage, at de havde set en mand, der lignede Erling Pedersen på Bavneåsen og på Birkevang i Fløng.
En anden hørte en person råbe om hjælpe midt om natten på Bavneåsen.
Politiet har derfor sat helikopter og hunde ind for at lede efter ham.
De pårørende frygter, at den 77-årige, der let mister orienteringen, er kommet ud for en ulykke. Han er 170 høj, spinkel med kort gråt hår. Han bærer briller og har sandsynligvis en blå jakke og cowboybukser på. Han kørte på en bordeaux damecykel med orange kædelås. Hvis man har set manden på et tidspunkt fra mandag kl. 17.30 bedes man kontakte politiet på 114.
ag