Flere turister i byen
Stigning på over 10 procent i år, fortæller chefen i Visit-Roskilde
Roskilde har oplevet en kraftig stigning på over 10 procent i antallet af turister, der besøger byens store seværdigheder, viser de første tal for årets førte syv måneder. Direktør Jens Müller fra organistionen Erhvervsforum, der siden april 2013 også har haft opgaven med at markedsføre turist-delen gennem Visit-Roskilde, er godt tilfreds med fremgangen. - Vi kan endnu ikke sige, hvor meget de nye initiativer virker. Den slags tager længere tid. - Men vi har haft et rigtigt godt samarbejde med mange af de større og mindre aktører, der har interesse i turismen, og de har været med til at komme med en række ideer. Når så mange arbejder sammen til fælles bedste, giver det også bedre resultater for byen som helhed, siger Jens Müller.
Stort potentiale
Stigningen i år på over 10 procent i år sammenlignet med sidste år, er målt på antallet af betalende gæster ved de store seværdigheder, der i 2013 i alt havde 280.000 gæster. Vikingeskibsmuseet var nummer et med 125.000 besøgende i 2013 foran Domkirken med godt 100.000. Den forholdsvis største stigning ligger dog hos Roskilde Museum, der for et par år siden havde omkring 10.000 til sin faste udstilling i Ols Gade, men nu har fordoblet besøgstallet med en række publikums-intiativer. I øjeblikket er museet præget af den store ombygning af det gamle sukkerhus, hvor der bliver langt større udstillingsområde, og næste år skal det hele være færdigt med en ny hovedindgang fra Rosenhavestræde. Jens Müller er overbevist om, at ikke mindst domkirken, der er med på UNESCO's liste over den kulturelle verdensarv, har et stort potentiale til at tiltrække langt flere, fordi mange efterhånden vil rejse rundt i verden for netop at se disse unikke seværdigheder. - Vi må konstatere, at det er vore gamle og kendte seværdigheder, der fortsat trækker det store læs. Men de har også en karat, der fortsat kan tiltrække langt flere, siger han.
Flere overnatninger
Roskilde har også haft flere overnattende gæster i de første syv måneder af 2014. Comwell i Himmelev har mange kinesere, og de giver travlhed på selve hotellet. Men kineserne er der så kort tid, at de ikke når at komme ind til Roskilde. Hotel Prindsen har ligeledes meldt om fremgang denne sommer, og camping-pladsen ved Veddelev har også haft flere forbi. Roskilde har i år haft mange tyskere på besøg, og der er også dukket mange flere italienere op, ligesom amerikanere fortsat finder hertil. Jens Müller vurderer, at Roskildes orange fremstød i forbindelse med Festivalen har haft positiv værdi i markedsføringen, men indrømmer, at der var et par 'missere' med Rolling Stones-logo og Orangebrog. tk