Fortsæt til indhold

Fire kirker inviterer på vandretur

Arkiv
Arkiv

Hvorfor er der så mange forskellige kristne kirker? Det er et spørgsmål, mange stiller, og med det i sindet inviterer fire forskellige kirker i Esbjerg midtby til Kirkevandring tirsdag 26. august.
Det er femte gang, at den tværkirkelige kirkevandring finder sted, og arrangørerne fortæller, at man gerne vil vise, at kristne kirker – trods deres forskelligheder – er fælles om det grundlæggende i kristendommen.
Kirkevandringen er også en oplagt mulighed for at kigge ind og få et indtryk af de enkelte kirker – uanset om man sjældent besøger en kirke eller er fast søndagsgæst. De forudgående år har kirkevandringerne samlet mellem 50 og 70 deltagere.
Årets kirkevandring begynder kl. 19.00 i Den Katolske Kirke, hvorfra deltagerne fortsætter til Vor Frelser Kirke, Metodistkirken og Pinsekirken. I hver af de deltagende kirker er der en ganske kort andagt over aftenens tema "Elsk hinanden", som en slags smagsprøve på den enkelt kirkes stil. Det er gratis at vandre med.