Køge Golf spillere høstede flotte præmier
Efterårssæsonen skudt i gang med årets høstturnering i Køge Golf Klub
GOLF: Efter den pragtfulde sommer, hvor golfspillerne har svedt i varmen kun iklædt smarte og moderigtige shorts, nederdele, poloshirts og ærmeløse bluser, måtte spillerne, der mødte op til start ved årets Høstturnering i Køge Golf Klub i lørdags kl. 8.00, erkende, at sommeren var på hæld.
Temperaturen oversteg ikke de 18 grader og der blæste en noget frisk og kølig vind. Men det afskrækker ikke en golfspiller fra at stille op til en 4-5 timers dyst sammen med de andre glade klubmedlemmer i Køge Golf.
Turneringen blev afviklet på klubbens Sydbane, der efter de seneste dages regn og greenkeepernes kyndige indsats fremstod indbydende grøn og velplejet. Så de fundamentale forhold var i top og spillerne glædede sig til at vise deres sportslige golfevner i skarp konkurrence med deres klubvenner. Banens gode tilstand medførte da også, på trods af den friske vind, at spillerne kom igennem de 18 huller med rigtig flotte scorer.
Turneringen var sponsoreret af hhv. Starmark Ishøj og Royal Unibrew, der stillede med meget fine præmier i form af med super flotte golfbags, trøjer og anden ekvipering og udstyr, som enhver vindende golfspiller tager imod med glæde og stolthed.
De 4 spillere i A-række og de 6 spillere i B-række, der havde præsteret de bedste resultater blev belønnet med disse flotte sponsorpræmier.
pm