Fortsæt til indhold

Fakta har job til autister

Nyt samarbejde mellem Fakta og Autismecenter Syd giver jobgaranti til autister

Arkiv
Arkiv

Et nyt opkvalificeringsforløb betyder, at borgere med autisme kan komme i arbejde hos Fakta.
Klar til Start, som forløbet hedder, er et samarbejde mellem Autismecenter Syd og butikskæden Fakta i Aabenraa og omegn. Med forløbet stiller Fakta jobgaranti til borgere med autisme.
Forløbet er rettet mod borgere med autisme eller Aspergers syndrom. De, der gennemfører forløbet tilfredsstillende og består, garanteres job i Fakta/COOP.
"Offentligt privat samarbejde vil fremadrettet blive en meget vigtig brik i at skaffe jobs også til arbejdsmarkedsparate med handicaps. Fakta/COOP viser med dette initiativ, at de påtager sig et samfundsansvar også for samfundets svageste. Aabenraa kommune har forventninger til, at konceptet også kan udbredes til andre grupper af borgere," siger Povl Kylling Petersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Aabenraa Kommune.
"Klar til Start er et drømmematch mellem udfordringer og ressourcer. Fakta har store udfordringer i at skabe spændende og indbydende butikker, og et arbejde i Fakta er et slaraffenland for de unge med autismes behov for orden og sans for detaljer," siger Jens Romundstad, salgsdirektør i Fakta.
Autismecenter Syd har indgået partnerskabsaftale med Fonden Unges Uddannelsescenter i Værløse, der i samarbejde med Landsforeningen Autisme og Fakta/COOP har udviklet dette helt specielle uddannelses-/opkvalificeringsforløb, som kan iværksættes i hele Danmark. Hvert enkelt forløb bliver skræddersyet, så det kvalificerer borgeren til arbejdet i Fakta.
Autismecenter Syd står for Klar til Start uddannelsen/opkvalificeringsforløbet i Sønderjylland.