Katrine fra Ansager skal træne med DGI Verdensholdet
Der venter 19-årige Katrine Ejbye Thorsen fra Ansager en helt speciel dag, når hun på lørdag den 16. august skal træne med DGI Verdensholdet
Elegante koreografier, store spring og krævende håndredskaber. Det er blot nogle af de elementer, der venter 19-årige Katrine Ejbye Thorsen fra Ansager, når hun på lørdag den 16. august skal tilbringe en hel dag i træningslejren med DGI Verdensholdet.
”Jeg glæder mig mest til at blive udfordret gymnastisk, prøve helt nye ting og til at se, hvordan en verdensholdstræning foregår,” siger Katrine, der har dyrket gymnastik hele sit liv og også har instruktørerfaring.
Sammen med otte andre heldige vindere skal hun træne sammen med de 28 dygtige gymnaster på DGI Verdensholdet, ligesom hun får et unikt indblik i livet i træningslejren og den lange Danmarks- og verdensturné, der venter holdet.
”Det er fantastisk, at vi sammen med vores samarbejdspartnere har mulighed for at give ni fans en unik oplevelse og et indblik i livet som verdensholdsgymnast. Vi glæder os til at åbne dørene på lørdag og forhåbentlig også tænde nogle drømme,” siger Torben Nielsen, Team Manager for DGI Verdensholdet.
DGI Verdensholdet er i gang med den sidste del af en lang træningslejr, før holdets afrejseturné - TAKE OFF TOUR – venter i september. Her besøges 11 danske byer med showet ORBITA, før en seks måneder lang verdensturné med stop i blandt andet Taiwan, Indonesien og Argentina venter i oktober.
Du kan opleve DGI Verdensholdet i Blue Water Dokken i Esbjerg lørdag den 13. september kl. 15.00. Køb billet på verdensholdet.billetten.dk.