Fortsæt til indhold

Ser ind i fremtiden

Arkiv
Arkiv

44-årige Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel er en kvinde, der ved, hvad der rører sig i de små hjem.
Efter mange års erfaring med styling af boliger, valgte hun i efteråret 2013 at gå solo og starte sit eget firma, hvor hun laver koncepter for store firmaer og samtidig fortæller om nye trends på TV2's morgen tv.
“Jeg har været selvstændig før, så det er ikke nyt for mig. Og med en hjemmearbejdsplads er jeg samtidig hjemme hos mine to yngste børn på 10 og 12 år, når de får fri fra skole,” fortæller den ihærdige og initiativrige kvinde, som også har to ældre børn på 25 og 23 år.
Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel blev i 2013 gift med den kendte tv-vært, Jes Dorph-Petersen.
“Han har også en datter på 14, så når vi alle er samlet, er vi mange,” fortæller hun.

Autodidakt

Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel's titel som boligekspert er ikke noget hun har uddannet sig til. Den er kommet helt af sig selv.
“Jeg voksede op i Hobro med en kunstnerisk mor og flyttede så til hovedstaden. Jeg søgte nye udfordringer, som den lille landsby Hvilsom udenfor Hobro ikke kunne give mig,” fortæller hun.
I København startede hun med at være make up artist i modebranchen, inden hun blev moderedaktør på bladet Benjamin.
“Da de så søgte en chefredaktør på bladet, søgte jeg, og fik stillingen,” smiler Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel, som en overgang også var vært på TV3's boligprogram, ‘Hjælp mit hus skal sælges'.
“Nu har jeg dog valgt at koncentrere mig om firmaet Dorph Creative og så være med i morgen tv en gang hver anden uge,” tilføjer hun.
En af grundene til, at hun valgte at blive selvstændig var, at bladet Benjamin var blevet opkøbt af Bonnier. “Fra at være den lille frække dreng i klassen hvor alle medarbejdere kendte hinanden, blev det hele pludselig meget større, og tiden var inde for mig til at søge nye udfordringer,” fortæller hun.

Trendskaberen

I sit firma, Dorph Creative, laver Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel kreative ting til firmaer.
“Blandt mine kunder er blandt andet Ilva og Holmegaard. Her hjælper jeg med billedserier og med at lave deres egne magasiner. Jeg har så en fotograf tilknyttet, og arbejder selv som stylist,” fortæller hun.
Selvom Louise i perioder har travlt, så er hun aldrig stresset.
“Det, at jeg i store perioder selv kan bestemme over min arbejdstid gør, at jeg aldrig har haft et bedre arbejdsliv end nu. Dermed kan min mand, Jes Dorph-Petersen og jeg sparre med hinanden, når han ind imellem også arbejder med sine tv-manuskripter herhjemme,” griner hun.
Ind imellem er der også rejsedage på programmet.
“Jeg følger den udenlandske mode ret tæt, og hvert år er jeg på møbelmesse i Milano. Derudover køber jeg udenlandske blade,” tilføjer hun.
“Derfor får jeg også input til fremtidens terrasser eller får et syn på hvad man kan få ud af de forskellige tapeter.”
Hvor det før finanskrisen var køkkener eller badeværelser, der prægede forsiderne af boligmagasinerne, så stiller det sig anderledes nu.
“Det kunne sælge mange blade dengang. Tiden er bare anderledes nu.”
“I dag vil vi have nogle ting, der får os til at føle nærvær. Jeg tror på et køkken med plads til gourmet. Lige fra det nordiske og minimalistiske til det rå og rustikke køkken. Det er fremtiden her i Danmark. Køkkenet skal signalere en følelse af, at maden og råvarerne er det vigtigste. Blandt andet også fordi vi ser flere mænd i køkkenet,” smiler Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel, som selv elsker huse, der har sin egen sjæl.
Hvordan Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel selv indretter sig, kunne man se i et TV3 program, hvor hendes sommerhus var i fokus.
“Det er et pigeindrettet sommerhus, men min mand har aldrig klaget. Han har det ligeså godt i sommerhuset som i vort eget hus.”
“At man har det godt med sig selv, og er veltilpas i sit hus er det vigtigste.”
“Moden er en smagssag, og mine tips er bare vejledende,” slutter Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel.