Der sættes ekstra turbo på i Rødekro
De er klar til at give den ekstra gas i Rødekro.
Det er Midtbysfesten, der står for døren fredag og lørdag i denne uge, og i år har aktiviteterne fået et ekstra drej på gashåndtaget.
En del nye tiltag ser dagens lys, og der er også investeret en del flere penge i dette års fest.
“Vi har været ude og satse en del flere penge, bl.a. til det store legeland, som der kommer i år. Vi håber, at de mange nye aktiviteter til børnene kan være med til at holde forældrene lidt længere på pladsen, så vi måske kan tjene en ekstra skilling, når der bliver købt øl og mad”, lyder det fra Gert Hansen, der er en del af den fire mand store gruppe, der har fået til opgave at stå for tilrettelæggelsen af årets Midtbyfest.
“Vi er en undergruppe til bestyrelsen i Kometbutikkerne, og vi besluttede at give en hjælpende hånd”, fortsætter Gert Hansen.
Firemandgruppen har for alvor lagt arbejde i festen, så nu håber de bare på opbakning fra borgerne og fra vejrguderne.
“Vejret er selvfølgelig alfa og omega. Men det kan man jo desværre ikke bestille på forhånd”.
Nye tiltag
Den største nyhed er det store legeland, der kommer til at fylde den gamle Netto-butik med hoppeborge, trampoliner og andre sjove aktiviteter for børn.
Det er Vesthop, der stiller legelandet op, og her kan børnene boltre sig både fredag og lørdag. Og det er ganske gratis. Legelandet får sin ilddåb fredag morgen, hvor henved 120 dagpleje- og børnehavebørn indtager hoppelandet.
Om eftermiddagen får pensionisterne årets oplevelse, når Dario Campeotte går på scenen og underholder.
“Vi håber på op mod 400 deltagere til det arrangement i år. Vi har gjort en del mere ud af markedsføringen, så det håber vi slår igennem”, lyder det fra Gert Hansen.
Fredag aften kan man købe sin aftensmad på pladsen, så man både kan nå at opleve Fame Band, og ungerne for alvor kan få hoppet af i legelandet, inden pladsen lukker kl. 19.
Lørdag byder på loppemarked, legeland og musikalsk underholdning for store og små.
Men årets Midtbyfest starter faktisk allerede torsdag, hvor der er arrangeret et sponsorcykelløb kl. 19.30.
Byens butikker er klar
Der er bred opbakning blandt byens butikker til årets Midtbyfest.
Bl.a. er det i år lykkes for arrangørerne at få omkring 20 butikker til at opstille en stand i teltet på pladsen, så der bliver en del ekstra at kigge på.