Præster samler ind
På opfordring fra biskoppen vil lokale præster samle penge ind til flygtning i det nordlige Irak
Præsterne i Haderslev Domsogn har på opfordring fra biskop Marianne Christiansen besluttet, at samle ind til flygtningene i det nordlige Irak - bl.a. mange kristne de kommende tre søndage fremfor den vanlige indsamling.
I et brev til præster og menighedsråd i Haderslev stift, skriver biskop Marianne Christiansen:
"Vi er i disse dage via medierne vidner til gruopvækkende handlinger mod værgeløse mennesker i det nordlige Irak, også mod de religiøse mindretal kristne og yezedier (kurdisk folkereligion). Situationen bliver stadig værre i takt med at militserne fra Islamisk Stat (IS, tidligere ISIS og ISIL) får kontrol over større landområder.
Tusinder er dræbt, og hundredetusinder har forladt deres hjem og er på flugt."
"Derfor skriver jeg til jer for at opfordre til, at man foretager indsamlinger til fordel for nødhjælpsarbejdet i regionen," skriver biskoppen og fortsætter:
"I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at Danmission via lokale kirker i det nordlige Irak iværksætter et hjælpearbejde med fokus på fordrevne kristne, men inkluderende alle ofre uanset tro. Der kan indbetales via bankoverførsel med registreringsnummer 4190, kontonummer: 0006000398, mærket ”Irak”, se i øvrigt Danmissions hjemmeside.
Folkekirkens Nødhjælp yder nødhjælp i samarbejde med Christian Aid og lokale partnere og deler lige nu nødhjælpspakker ud i det nordlige Irak. Indsatsen kan støttes via Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside eller ved giro 605 2800 eller bankoverførsel med registreringsnummer
4183 kontonummer 6052800, mærket ”kollekt Irak”."
"Jeg håber, at I vil bede for de mennesker, der forfølges på grund af deres tro, som for alle, der lider under krig og undertrykkelse," slutter biskoppen sit brev.