Fortsæt til indhold

Træ med god samvittighed hos XL BYG CF Petersen & Søn A/S

Arkiv
Arkiv

BYGGERI: Nu kan du finde bæredygtigt træ på hylderne i XL BYG CF Gruppens forretninger. CF Gruppen, der består af forretningssteder i Karise, Køge og Stenlille, er nemlig blevet FSC- og PEFC-certificeret og kan nu forhandle bæredygtigt træ til professionelle og private kunder.
Når man køber træ med et FSC certifikat betyder det, at skoven er drevet bæredygtigt og at der ikke bliver fældet mere træ end skoven kan producere. Samtidigt tages der hensyn til dyrelivet, miljøet, og de mennesker, der arbejder i skoven. Man kan med andre ord kalde det en slags 'fairtrade'-ordning for træ.
PEFC er en anden certificeringsordning, der på samme måde sikrer, at træet er miljømæssigt bæredygtigt og socialt ansvarligt.
Svaret er klart når direktør for XL-BYG CF Gruppen, Jes Gravesen, bliver spurgt om, hvorfor de har valgt at blive certificeret:
- Vi betragter certificeringen som en investering i fremtiden; både for miljøet – globalt, som lokalt – og for vores forretning. Staten har for nyligt meddelt, at der fra 2016 skal anvendes dokumenterbart bæredygtigt træ til alt statsligt byggeri. Som altid ønsker vi at være på forkant med udviklingen, og vi er allerede nu klar til at levere certificeret træ, siger han.

Den grønne tråd

XL BYG CF Petersen i Køge har igennem flere år gjort en aktiv indsats for miljø og samfundsansvar (CSR) og en FSC- og PEFC-certificering ligger i helt naturlig forlængelse af dette arbejde.
- Vi har den holdning, at arbejdet med miljø og CSR skal bidrage positivt til forretningen, så en FSC- og PEFC-certificering er helt i overensstemmelse med den 'grønne' tråd i vores forretning. Vi har udvidet vores sortiment af trævarer og kan yde vores kunder den ekstra service. Samtidigt er vi med til at gøre en aktiv indsats for skovbeskyttelse og verdens skovressourcer. Igen viser det sig, at miljømæssige omtanke og forretningsstrategi sagtens kan gå hånd i hånd, siger Jes Gravesen.
Beslutningen om certificering blev taget i det tidlige forår 2013. Siden da, er der blevet lagt et stort stykke arbejde, og investering i tid og penge for at blive klar til selve godkendelsen.
- Alle vores forretningsgange er blevet gennemgået og der er blevet lavet nye procedure, og alle medarbejdere, der har noget med træ at gøre har været på kursus for at lære hvordan de håndterer certificeret træ og overholder reglerne. Samtidigt er vores sælgere blevet klædt grundigt på til at kunne vejlede om certificeret træ og hvad det betyder.

XL-BYG CF Køge er nu certificeret som forhandler af bæredygtigt træ. Direktør Jes Gravesen betragter certificeringen som en investering i fremtiden.