Fortsæt til indhold

Helt glatbarberet eller hår på dernede?

Stine Kristiansen fra Jelling udstiller hendes afgangsprojekt på Koldinghus - seksualundervisningshæfter om kønshår

Arkiv
Af Lasse Skov

”Jeg har et stort problem! Jeg er en 14 årig, næsten 15 årig pige. Jeg vil gerne have et svar fra gerne et par fyre om hvordan de har det med hår dernede? :-) jeg barbere ''bikini linjen'' eller hvad det nu hedder, og så også lidt mere sådan så det ikke bare ligner en kæmpe dusk. Så jeg er ret baberet dernede men der er stadig hår fordi jeg syntes det ser forkert ud når man ligner en 11 årig pige dernede. Men hvad tænder drenge egentlig mest på? :-)”
Sådan starter en debattråd inde på et forum for unge mennesker på nettet. Pigen fik mange svar på sit spørgsmål.

”Jeg, personligt vil nok helst have en glatbarberet fisse. Det tænder mig virkelig ikke, hvis det er en stor behåret dusk.” svarede ”Nikolaj”.
En anonym debattør var i den anden grøft.
”jeg snyste det er rat frækt og jeg tænder på det så men der er mange der ikke tøre sige det,” skrev han.

Denne internetdebat faldt 27-årige Stine Kristiansen fra Jelling over, da hun var i gang med at søge inspiration til sit afgangsprojekt på Designskolen i Kolding.
“Jeg blev inspireret af det fordi, jeg synes debatten om skønhedsidealer er spændende, og jeg syntes, det var interessant, at jeg blev flov over, hvor direkte de unge er. Den debat har gjort mit afgangsprojekt meget direkte og grænsesøgende.

Menneskehår på hæfterne

Hendes afgangsprojekt er i øjeblikket udstillet på museet på Koldinghus sammen med 75 andre afgangsprojekter. Hendes består af seks hæfter om kønsbehåring, der kan bruges i seksualundervisning. Hun har nemlig koblet den førnævnte debat sammen med spørgsmål fra en del af undervisningsministeriets materiale til seksualundervisning.
De seks hæfter har hver sin kategori: “Glat eller hår dernede”, “Glat”, “Hår”, “Trimmet”, “Sygdomme” og “Du bestemmer selv”.

Hun har lavet illustrationer til hvert hæfte, og overfladerne på hvert af dem er tredimensionelle. For eksempel er der limet menneskehår på hæftet “Hår” (ikke kønshår), og hæftet “Glat” har fået lavet en ekstraordinær glat overflade, mens hæftet om sygdom har en byldelignende overflade.

“Jeg har rykket mig meget fagligt. Jeg har virkelig eksperimenteret med materialer og redskaber, men projektet har også sat tanker i gang hos mig. Jeg har ikke tidligere været så kritisk overfor, hvad jeg selv tænkte om kønsbehåring,” siger hun.
Hun vil ikke moralisere overfor de unge med hæftet.

“Jeg synes, at folk skal gøre, hvad de har lyst til, men jeg synes også, at de unge skal tage stilling og finde ud af, hvad de selv synes er rart. Jeg tror, der er mange unge kvinder, der har lavt selvværd fordi, de vil leve op til nogle urealistiske skønhedsidealer, der bliver skabt i medierne, og det er vigtigt, at få folk, der sidder bag computeren til at tale om det her ude i virkeligheden.”