30 børn slog igennem
Fredericia Tennisklub bød traditionen tro på en vellykket tennisskole for børn og unge
“Stræk armen, se på bolden. Lidt mere ned i knæene, kom.”
Instrukserne rungede på tennisbanerne på Baldersvej i Fredericia, hvor omkring 30 børn og unge prøvede kræfter med en fire-dages tennisskole. En god blanding af leg, læring og socialt samvær. Der var store smil på læberne og masser af gå-på-mod blandt deltagerne.
Det var ikke første gang, at Fredericia Tennisklub var med i kommunens “Feriesjov”. Tennisskolen er en tilbagevendende begivenhed, når kommunen i samarbejde med klubber og foreninger byder på ferieaktiviteter.
“Det styrker klubben. Hvert år får vi mellem 5-15 nye medlemmer på den konto. Og samtidig er det bare sjovt og spændende at give deltagerne nogle gode oplevelser,” lyder det fra Jonas Dupont, der har været træner i syv år.
Medlemstallet i Fredericia Tennisklub ligger konstant på omkring 180. Klubben oplevede en stor tilstrømning af af piger, da “Wozniacki-effekten” var på sit højeste. Men det er stadig vigtig, at klubben gør sig synlig i strømmen af foreningstilbud. Alle er for eksempel opvokset med fodbold, og det er let at blive i den boldgade - for det gør alle andre.
“Samtidig er tennis ikke så let at lære, for det er meget teknisk baseret. Men det er som at cykle - har man først lært det, glemmer man det aldrig. Det er en fantastisk sport. Du kæmper med og mod dig selv. Det er udfordrende. Og når forhånden så bare sidder lige i skabet - det er fan'me fedt...” smiler Jonas Dupont, der understreger at alle kan være med økonomisk.
Ungdomsspillere giver 450 kroner for en sæson. Man må spille alt det man orker.