Mødested Roskilde
ROSKILDENSERNE ER MEGET SELVBEVIDSTE, og man mærker tydeligt, at det er landets gamle hovedstad, sagde byens bisp Peter Fischer-Møller i et interview med avisen for et par år siden. Da var han for nylig flyttet til palæet ved Stændertorvet fra sit tidligere job som sognepræst i en landsby i nærheden af den gamle missionske bastion Haslev.
Biskoppen har fuldstændig ret i sin iagttagelse. Men forhåbentlig har han i mellemtiden også fundet ud af, at Roskilde faktisk har noget at have denne stolthed i, selv om udefra kommende til tider godt kan opleve den som selvtilstrækkelig eller endda 'højrøvet'.
DEN FORGANGNE WEEKEND var et nyt godt eksempel på, hvorfor Roskilde er noget særligt. Byen summede af liv, og titusinder af mennesker kom hertil for at være med i en række forskellige arrangementer, enten det nu var som deltagere, frivillige eller tilskuere.
Jeg var rundt i byen alle dage sammen med et par ferierende børnebørn, og den største oplevelse var faktisk den variation og alsidighed, der var i de mange forskellige arrangementer. Her var simpelthen noget for enhver smag og generation, og det giver så en helt ekstra kvalitet.
MASKINE OG MAND ER ET, hedder det i en gammel sang. Den kom jeg til at tænke på allerede torsdag og fredag, da hærdebrede, modne herrer strømmede til i deres gamle amerikaner-flydere og luftede deres flotte køretøjer sammen med forkromede damer rundt om i byen. De var til stilfuldt træf på Dyrskuepladsen.
Fredag aften spillede FC Roskilde sin første hjemmekamp i 1. division i denne omgang og gav desværre sejren væk til Skive i sidste minut. 1300 gik skuffede hjem fra Rådmandshaven. Men konklusionen må så være, at vi til næste hjemmekamp møder endnu flere frem og hjælper til med, at det går bedre.
SPILLEMÆND OG –DAMER fyldte gader plus parker både lørdag og søndag, og det store arrangement, der har deltagere rundt om fra Norden, er også en af de stærke Roskilde-begivenheder.
Søndag fulgte så dans og gadeteater midt i byen som optakt til det genoplivede Stjerneløb, der i år måtte køres med udgangspunkt ved Vikingeskibsmuseet, fordi Stændertorvet er ved at blive renoveret. Flere detaljer skal nok finpudses i dette arrangement til næste år, men initiativtagerne har fortjent stor ros for i det hele taget at få gang i denne danske cykel-klasssiker på ny. De mange tilskuere ved mål og rundt om langs ruterne viser, at løbet har været savnet.
ROSKILDE ER MEST KENDT for de to kæmpemæssige arrangementer med Festival og Dyrskue, som tiltrækker flere hundredetusinder fra nær og fjern. Men vi kan jo ikke kun leve på to store knald i løbet af et helt år.
Derfor var denne første weekend i august så opløftende, fordi de vidt forskellige aktiviteter beviser, at byens puls banker hele tiden. Bag alle arrangementer står en stor skare af frivillige, som skaber rammerne for at tiltrække så mange deltagere og tilskuere.
Kommunen, handelslivet og forskellige firmaer hjælper også til på hver deres måde til at skabe denne by, der er fuld af oplevelser, og de penge er godt givet ud.
NU FIK VI HVERKEN den store jernbane tværs over landet eller hovedsygehuset på Sjælland til vores gamle hovedstad i denne omgang. Men med et fornuftigt byråd og aktive borgere, der forstår at lægge pres på, behøver hverken trafikken eller skadestue-situationen ende som en katastrofe.
Når vi kan skabe en by fyldt med oplevelser, hvor både tilskuere, kunder og turister har lyst til at komme, så er meget allerede vundet. Derfor er det så vigtigt, at de mange gode lokale kræfter fortsat arbejder sammen om at opbygge dette:
MØDESTED ROSKILDE