Foredrag og fernisering i Ølsemagle Sognegård
Tirsdag den 26. august kl. 17.00
ØLSEMAGLE: Sommeren går på hæld, og aktiviteterne i Ølsemagle Sognegård starter op på ny. Til det skal der nye billeder på væggene. Det bliver denne gang Birgith Schmøde fra Solrød, der kommer og hænger sine værker op.
Birgith Schmøde er en moden og meget interessant kvinde, der har rejst meget og boet mange steder i denne verden.
Hun er født med eventyr i blodet og har rejst fra Grønland til Afrika, været på tigersafari i Indien og boet blandt vilde indianerstammer i Amazonas' regnskove i flere måneder.
Maleriet har hun haft med overalt og skildret, hvordan dyr og mennesket kan leve i respekt og venskab med hinanden.
Når Birgith Schmøde har fernisering tirsdag den 26. august er det ikke et lysbilledshow, men en fremvisning af flotte malerier og foredrag om kulturer og religioner i den del af verden hun har besøgt.
Mange af kunstværkerne skildrer forskellige religioner. Dem vil pastor Jørgen Lund fortælle om ved ferniseringen.
- I en alder af snart 78 år har jeg et stort ønske - at få lov til at bevare mit barnlige sind og få lov til at opleve de eventyr, der venter lige om hjørnet på ”Den Blå Planet”, siger Birgith Schmøde.
Ferniseringen finder sted tirsdag den 26. august kl 17.00.
Værten, Ølsemagle Menighedsråd, byder i dagens anledning på øl, vin, og vand samt diverse chips.
Entreen er gratis.
pm