Læge frifundet for at banke børnene
Opsigtsvækkende dom i sagen mod anklagde forældre i Himmelev
En yngre læge og hans kone, der er bankfunktonær, blev torsdag eftermiddag frikendt af retten i Roskilde for en meget alvorlig anklage om at have banket og været voldelig overfor deres seks børn.
Begge har hele tiden nægtet sig skyldig, og retten fandt det altså ikke bevist, at de skulle have gennemført en årelang mishandling bag den pæne facade i et af Himmelevs villakvarterer.
Anklagen kom frem for et par måneder siden, da en af sønnerne havde fortalt om det i skolen. Derefter blev børnene video-afhørt og forældrene anholdt.
Imens passede bedsteforældrene børnene, og da forældrene igen blev løsladt efter tre uger, har de kun fået lov til at være hjemme med børnene, mens de bliver overvåget at en repræsentant for kommunen eller bedsteforældrene.
I retten blev de ældste sønners video-forklaring om mishandlingen fremlagt. De berettede om voldsom vold fra faderen, mens moderen passivt så til.
Forældrene har hele tiden afvist anklagen, og faderen mener, at det er skolen, kommunen og politiet, der har fået dem til at fortælle en forkert historie om vold og mishandling.
Han har forklaret, at det har været vanskeligt at opdrage seks børn, fordi der let opstår konflikter mellem dem, så det har krævet en særlig opdragelse. Men han nægtede at have begået vold imod dem.
Advokat Thomas Fogt fra Roskilde, der var forsvarer for den tiltalte mor, ønsker ikke at kommentere afgørelsen nærmere, men siger dog, at det efter hans opfattelse var en rigtig dom.