Tyvene gik igen efter airbags
Tyvene der har huseret i Kolding hen over weekenden og som har haft held til at stjæle airbags fra adskillige biler, har angiveligt fået blod på tanden.
I hvert fald har man hos en bilforhandler på Egtved alle i Kolding stiftet bekendtskab med det politiet betragter som en organiseret bande:
"Der er blevet stjålet airbags fra 22 biler, og det kræver altså et vist kendskab og en vis organisering at gennemføre sådan et tyveri", lyder det fra Karsten Andersen fra Lokalpolitiet i Kolding.
Tyvene kom ind på pladsen natten mellem mandag og tirsdag ved at klippe hul i et hegn. Og derefter havde de fri adgang til de mange biler.
"Vi har haft en efterforsker ude på stedet, men indtil videre er det desværre ikke lykkedes os at finde nogle brugbare spor", siger Karsten Andersen, der opfordrer vidner til at melde sig:
"Hvis man har set noget mistænkeligt i området, så hører vi meget gerne fra vidner".
Man kan ringe til politiet på telefon 114.