Fortsæt til indhold

Scene Kunst Skolen skifter navn

Køge-skolen bliver Scene Kunst Sydkysten

Arkiv
Arkiv

DRAMA: Scene Kunst Skoler, der driver dramaskoler i hovedstadsområdet, har siden 2008 drevet dramaskole i Køge, men flere og flere elever kommer fra Solrød og Greve og det fører nu til navneskiftet.
Når Scene Kunst Skolerne begynder igen efter sommerferien er meget som det plejer at være i Køge. Det erfarne lærerteam af professionelle artister med speciale i teater, sang og dans bliver ganske vist suppleret med en ny sanglærer efter ferien, men ellers er stedet og indholdet det samme. Og dog, for skolen skifter navn til Scene Kunst Sydkysten i lyset af at flere og flere elever i dag kommer fra Solrød og Greve.
- Hvis antallet af elever fra Solrød og Greve fortsætter med at stige, overvejer vi at åbne endnu en skole i Solrød eller Greve, men indtil videre nøjes vi med at fremtidssikre skolen med navneskiftet, så navnet svarer til virkeligheden på skolen, siger Russell Collins fra Scene Kunst Skolerne og fortsætter:
- Vores skoler er for alle, som vil det og vil arbejde for det! Vi har hold for de små fra 4-7 år og hold for forskellige aldersgrupper mellem 7 og 18 år. Alle bliver optaget, hvor der er plads og vil opleve, at de bliver gode til noget, hvis de fortsætter med at øve sig. De får professionel undervisning i skuespil, sang og dans, og bliver gode til alle tre discipliner, men først og fremmest får de mere selvtillid, koordination og de styrker deres evner til at koncentrere sig.
- Vi lægger vægt på, at alle børn får chancen for at være med i en rigtig forestilling. Derfor sætter vi to gange om året store forestillinger op med eleverne, hvor de optræder i en professionel ramme. Vores mission er nemlig at inspirere børn gennem scenekunst, at give dem oplevelser, der beriger deres liv, hjælper dem til at opnå deres potentiale og viser dem at alt er muligt, slutter Russell.
Alle interesserede har mulighed for at komme til en uforpligtende gratis prøvedag lørdag den 30. august på Køge Private Real Skole. Tilbuddet gælder alle hold, men der er et begrænset antal pladser og tilmelding på telefon 5614 3717 eller på mail er nødvendig.
pm