Skal gammelt venskab rent forgå
EN DELEGATION FRA ROSKILDE vendte i sidste uge hjem fra vores grønlandske venskabsby Nanortalik, som nu er blevet en del af en større kommune Kjualleg.
Med på turen var borgmester Joy Mogensen (S), oppositionsleder Bent Jørgensen (V), tidligere viceborgmester og udvalgsformand Henrik Stougaard (El.) og formanden for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen (S). Desuden deltog kommunens to topchefer, kommunaldirektør Henrik Kolind og 'velfærdsblæksprutten' Yvonne Barnholdt.
De to førstnævnte medbragte ledsagere, der selv betalte for turen, og så var alt i orden på den led, ligesom da Annie Larsen (V) under en tidligere tilsvarende tur også havde sin mand med.
FORBINDELSEN TIL NANORTALIK går langt tilbage, og flere generationer har opbygget personlige relationer til denne lille by i den nordlige del af dronningeriget. Gennem årene har mange hundrede Roskilde-familier haft børn fra Nanortalik på besøg, og rejserne er også gået den anden vej.
Folk i Roskilde har hjulpet det lille grønlandske samfund på mange måder, når de manglede det ene eller det andet. Solidariteten er udført i praksis af enkelt-personer, foreninger osv. her i byen, så det er langt fra kun en kommunal eller officiel sag.
SÅ KOM JEG TIL AT TÆNKE PÅ, hvad der egentlig er blevet af Roskildes øvrige venskabsbyer: Isafjord på Island, Tønsberg i Norge, Linköping i Sverige og Joensu i Finland.
Gennem mange år var det en tradition, at vore nordiske byer på skift var vært for besøg for de øvrige. Her kom Roskildes repræsentanter F.eks. rundt og fik set både fiskefilet-fabrikker ved Grønlandsstrædet, en Saab-fabrik midt i Sverige eller en Nokia-fabrik i Karelen, tæt på grænsen til Rusland.
DELTAGERNES UDBYTTE afhang selvfølgelig af deres egen indstilling. De interesserede fik meget ud af det, og de mere negative sørgede for ikke at få spoleret deres udgangspunkt. Men det helt afgørende var imidlertid, at en betydelig gruppe roskildensere kom til at møde folk i de andre byer. De kom tættere ind på hinanden og forstod bedre de andre lande, fordi man lærte meget ved at mødes og tale sammen.
På den måde blev det nordiske samarbejde både konkret og menneskeligt på en hel anden måde, end skåltaler et par dage om året i Nordisk Råd kan klare.
SMÅLIGHEDEN BLEV SAT I SYSTEM efter kommune-sammenlægningen i 2005-2006, da Ramsø og Gundsø havde stemt for, at de gerne ville høre til Roskilde. Desværre blev denne fusion nemlig gennemført på en måde, så nogle ganske få landsby-genier kom til at bestemme alt for meget – også fordi roskildenserne lod dem gøre det.
Befolkningstallet i Gundsø og Ramsø tilsammen var langt under det halve af den store centrum-kommune. Så en rimelig løsning kunne have været, at Roskilde bevarede sine nordiske venskabsbyer, og de to andre hver fik lov til at vælge en ekstra i Norden eller et andet sted.
MEN MISUNDELSENS MINDSTE FÆLLESNÆVNER blev foretrukket, så den store by kun fik lov til at vælge en ligesom de to andre.
Roskilde valgte så Nanortalik, fordi man havde haft mest kontakt med dem, og grønlænderne også havde mest brug for denne forbindelse.
Ramsø tog Vara i Sverige og Gundsø foretrak Pasvalys i Litauen, men dem har vi nu heller ikke hørt noget om siden.
Efter min opfattelse var det en fallit-erklæring at kappe båndene til vore nordiske venskabsbyer. I realiteten er det nemlig også vores fælles historie og kultur, som vi på den måde saver over. Derfor mener jeg, der igen er brug for en ordentlig diskussion af denne sag.
Er vi virkelig så fattige i Roskilde, at vi på ny vil svare Ja til spørgsmålet:
SKAL GAMMELT VENSKAB RENT FORGÅ