Fortsæt til indhold

Smuk afsked med de smukkeste

De prægtige skibe, der prydede Esbjerg Havn under The Tall Ships Races, tog en forrygende afsked med byen

Arkiv
Rune Weitling

Det var i samlet flok, at The Tall Ships Races' skibe tirsdag tog afsked og forlod Esbjerg. Det blev et intet mindre end imponerende skue, og selv om ikke alle skibe havde sat sejl, så var det alligevel et fantastisk syn at se de store skibe stævne ud og sige farvel for denne gang.
Afskeden kom efter fire festlige dage med en stemning i top, og hvor man allerede på dag tre havde nået målet om 500.000 besøgende mennesker. Besøgstallet er et estimat, som man er nået frem til ved hjælp af forskellige optællinger, ligesom der desuden er blevet taget fotos fra luften og efterfølgende talt op.
“Det er fantastisk, at The Tall Ships Races blev så stor en succes, og vi har slået rekorden fra 2001. Det er en fornøjelse at møde så mange glade gæster på havnen,” siger projektleder for The Tall Ships Races 2014, Villy Grøn.
Også Esbjergs borgmester Johnny Søtrup var i højt humør, da Lokalavisen fangede ham for en status oven på de maritime festligheder.
“Det har været nogle forrygende fine dage, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre afvikling. Der skal lyde en stor ros til Villy Grøn og hans team, men også til alle de frivillige, som har været engageret. Uden dem havde vi ikke kunne lave det her,” fortæller Johnny Søtrup og fortsætter:
“Jeg er også glad for, at vi kunne kombinere det med fejringen af Vadehavet som UNESCO Verdensarv,” siger borgmesteren, der håber at få arrangementet tilbage i 2018, hvor man fejrer Esbjerg Havns 150 års jubilæum.
“Jeg havde et godt møde søndag med de engelske bosser, hvor jeg fortalte dem, at vi agter at søge . De kunne selvfølgelig ingen garantier give, men de roste arrangementet meget, og det er jo et godt afsæt,” fortæller Johnny Søtrup, der kan forvente svar på ansøgningen i november i år.

...mens flere bagfra stævner ud af Esbjerg Havn og takker for denne gang...
...og så er sejlene sat. Det bliver ikke meget flottere, hvis man kan li’ sejlskibe.
Ikke alle skibe havde sat sejl til, da de forlod Esbjerg. Santa Maria Manuela havde dog, og det var imponerende flot at følge hende ud af havn.
Et ganske betagende skue, da de mange skibeforlod Esbjerg for denne gang. Forhåbentlig kommer de igen i 2018.
Der blev vinket pænt farvel til skibene inde fra land. Her er det en masse, som vinker fra Mennesket ved Havet.