Gisp - kan man virkelig det med gips?
KREATIVITET: Lørdag Den 30. august kl. 13-17 kan legeglade, kreative unger slå sig løs i det hvide element - gipsen. Det sker, når Køge Billedskole inviterer til gratis gips-workshop, hvor det handler om gips i alle afstøbninger og afskygninger.
Gips som materiale er rigtigt sjovt at arbejde med. I starten et blødt og smidigt materiale, der gradvist størkner og siden bliver stenhårdt. Perfekt til at skabe egne, kreative gipsrelieffer.
Veo Friis Jespersen, der er billedhugger, vil hjælpe og inspirere børnene til at skabe deres egne, unikke relieffer og fortællinger i gips.
Det starter dog ikke med gipsen, men med leret som materiale.
- Først bruger vi vores fingre og særlige redskaber til at præge lerets overflade. Vi skraber og skaber vores eget billede eller egen fortælling. Siden kommer vi flydende gips i 'formen', der herefter størkner. Så er det tid til at fjerne lerformen, og gipsafstøbningen ser dagens lys. Det er rigtigt tydeligt, at der, hvor man lavede fordybninger i leret, kommer nu forhøjninger i gipsen. Så man skal altså huske at tænke omvendt, mens man arbejder med ler, gips og sit relief, siger Veo Friis Jespersen fra Køge Billedskole, der er ansvarlig for arrangementet.
Når relieffet er færdigt, vil det være en smule vådt, men man kan selv senere dekorere kunstværket, hvis man synes, at en særlig farve eller kontrast vil understege fortællingen eller sider af portrættet.
Køge Billedskole er støttet af Køge Kyst for at fremme kulturen i området og skabe livet før byen.
Gips-workshoppen foregår lørdag den 30. august kl. 13-17 i Gule Hal, Strandpromenaden 1, Søndre Havn i Køge. Det er ganske gratis at deltage og kræver ingen forudgående tilmelding.
Læs om flere aktiviteter på www.facebook.com/kkbyliv.
pm