Sønderborg har ledige studiepladser
Der er stadig gode muligheder for at få studieplads og -bolig i Sønderborg
Selv om både Syddansk Universitet og Erhvervsakademi Sydvest i Sønderborg melder om fremgang i antallet af nye studerende, så der stadig plads til flere. Og det er nemt at finde en studiebolig i Sønderborg.
Uddannelsessøgende i hele landet, som har fået afslag på deres umiddelbare drømmeuddannelse, kan dermed finde et oplagt alternativ i Sønderborg.
Det er muligt i nogle uger endnu at søge ind på de ledige pladser, når man henvender sig direkte til uddannelsesinstitutionen, hvor det nu er først-til-mølle-princippet, der gælder for kvalificerede ansøgere. Universitetet i Sønderborg har ledige pladser på flere forskellige ingeniøruddannelser og højere uddannelser med sprog, økonomi, business og innovation, mens erhvervsakademiet blandt andet tilbyder uddannelser som designteknolog, byggekoordinator og markedsføringsøkonom.
Boliggaranti
Stadig flere studerende vælger Sønderborg. Byens sygeplejeskole melder fuldt optaget, og i første runde af optaget i år er 283 blevet tilbudt plads på universitetet og 199 på erhvervsakademiet. Men tallet er kun foreløbigt, da ledige pladser kan blive fyldt op indtil studiestart.
Og selv om der nu er rykind på byens syv kollegier, er der også her stadig plads til flere. Det oplyser forretningsfører på Kollegiernes Kontor i Sønderborg Lisbeth Jacobsen.
Hvis man melder sig inden 15. august på Kollegiernes Kontor, kan man drage nytte af Sønderborgs boliggaranti for studerende, hvor man er sikret en bolig i løbet af sit første semester.
"Men vi plejer at kunne tilbyde en løsning med det samme – om ikke andet en midlertidig løsning, indtil vi har et ledigt kollegieværelse, fordi vi samarbejder med boligforeningerne og Skolehjemmet," siger Lisbeth Jacobsen.
21.000 fik nej
I alt er der i år godt 21.000, som har fået afslag på deres drømmeuddannelse i Danmark. En stor del søger dog kun ind på uddannelser, som ligger i nærheden af, hvor de allerede bor. Det gælder især i hovedstadsområdet.
Men i mange tilfælde kan de afviste komme ind på en tilsvarende uddannelse, hvis de blot er villige til at flytte sig nogle få timers rejse fra hjemstavnen. Fra Sønderborgs lufthavn kan man faktisk være i København på blot 35 minutter.
Sønderborg har cirka 1.800 studerenden, og flere end halvdelen af universitetets studerende kommer fra andre lande,