Ole Falcks antikke våbensamling kan nu opleves på Egholm Slot
Ole Falck har altid samlet på våben og ting fra 2. verdenskrig. Nu åbner han et museum
De færreste ved, at slotsherren på Egholm Slot udenfor Skibby samler på våben og ting fra 2. verdenskrig. Det gør han i et sådant omfang, at han nu viser hele herligheden frem for offentligheden.
“Jeg har altid samlet på antikke våben og gamle ting og sager, faktisk står der en køreklar US jeep fra 2. Verdenskrig på loftet af slottet. Der lavede jeg mit første lille museum, så jeepen blev hejst ned gennem taget, da vi for nogle år siden fik lagt nyt tag på bygningen. Jeg har regnet på, at den om 85 år kan komme ud, for da skal der nyt tag på igen,” fortæller slotsherren på Egholm Ole Falck.
“Men for fem år siden sagde jeg til mig selv, at hvis jeg skulle gøre alvor af drømmen om et museum, der skulle være åbent for alle, så skulle det være nu. Jeg havde jo fået samlet så meget, at jeg ikke længere kunne være der. Der var ting under sengen, i skuffer og skabe.”
Ole Falck kontaktede derfor myndighederne for at høre, hvordan han skulle håndtere alle disse våben med henblik på et museum. For en ting var, at de mange våben fyldte godt op i privaten, det var noget helt andet, hvis fremmede skulle have mulighed for at komme tæt på.
“Du skal bygge en bunker, svarede politiet. Så det har jeg gjort.” Ole Falck smiler og fortsætter:
“Men den kunne jo ikke så godt ligge midt ude på gårdspladsen,” Falck slår ud med armene, og lader blikkent rette hen mod den tidligere ladebygning.
“Derinde har vi lagt bunkeren,” siger han, mens han viser vej ind i mørket.
Helt mørkt er der dog ikke inde i den tidligere ladebygning, for ved siden af de utallige overvågningskameraer og alarmer lyser spots ned fra loft og vægge, og synliggør en intet mindre end en imponerende samling af antikke og historiske våben, samt ting fra 2. Verdenskrig.
Sidstnævnte, som skildrer krigsårene fra 1940 til 1945 giver et indblik i Danmarks frihedskamp, hvor man bla kan se nedkastningscontainere med indhold, samt alt hvad der hører besættelsestiden til.
“Min far var modstandsmand, og som 16-årig fik jeg mit første luftgavær af ham. 'Pas godt på det,' husker jeg han sagde. Hver gang jeg efterfølgende fik et våben satte jeg det ind i skabet.”
Hitler faldt på fortorvet
Ole Falck standser ved et gammelt flag på væggen.
“Det her er et helt specielt flag. Historien er den, at Hitler før krigen faldt på et fortorv. Han slog sin skulder, som kom til at hænge en smule, så når han skulle have en uniform på, skulle den være skræddersyet. Da førerbunkeren blev bygget i Berlin, flyttede også skrædderne derned, og Hitler kom personligt og overrakte dem et såkaldt skrædderflag. Men da krigen sluttede, begik nogle fra førerbunkeren selvmord. Andre flygtede og nogle blev taget til fange.”
Falck holder en kort talepause, han går tættere på flaget på væggen og siger så:
“De første der gik ind i bunkeren var russere, de gik ind, der hvor Hitler havde haft sit kontor og sin lejlighed. De tog alt dernede: bla kopper, tallerkener og sengetøj. Da fire amerikanere fik adgang til bunkeren, gik de ind, hvor skrædderne havde været, og dette flag pillede de ned fra væggen.” Falck peger på det gamle, gulnede flag bag beskyttelsesglasset.
“Man kan se, at amerikanerne har skrevet deres navne på flaget, inden de tog det med hjem som krigsbytte. Siden købte en dansk samler flaget. Det har ligget i en bankboks i jylland i mange år, hvorefter jeg var så heldig at erhverve det, inden det gik til en amerikansk samler.”
Flaget, og flere hundrede andre historiske ting fra 1600- tallet og til i dag, kan ses, når Egholm Slots private museumssamling åbner fra d. 1. september hver torsdag og hver 1. Søndag i måneden ml kl 10 og 16. Samt efter aftale.