Tanker efter en begravelse

Vi har netop bisat min gamle mor. Hun har levet et godt liv i de 88 år hun nåede. Måske var de sidste 3-4 år ikke helt så værdige, som vi kunne ønske. Det skal jeg komme tilbage til. Mor er født i 1925 og har således oplevet krigen og de efterfølgende svære år med knaphed på varer og en anstrengt økonomi. Far startede virksomhed umiddelbart efter krigen, hvor han fik adgang til nogle barnevognshjul og nogle kuglelejer. Ham og hans bror byggede legevogne af gamle brædder, men hvor var de gode, og min bror og jeg har da også haft en. Det blev til en fin lille grossist forretning i legetøj, men en arbejdsdag på 12 timer, 6 dage om ugen i 40 år, gav kun lige til dagen og vejen. Mor arbejdede også hele hendes liv, men de to formåede at give os 3 drenge en god opvækst og gode uddannelser. Ja vi kom godt på vej med solid ballast hjemmefra. Far døde af kræft i 1980. 3 måneder efter min datter blev født. Far havde dog sikret at mor fik kørekort lige før han døde, og mor kunne blive i huset, som far og drengene selv havde bygget i 60’erne. Mor kunne endda komme rundt i familiens lille Fiat 127 og fortsatte med at passe sit job som ekspedient i Roskilde Kontantforretning. Nogle vil nok kalde den Skjerns Magasin, hvor mor var den stolte dame i frakker og kjoler på første sal.

Bad aldrig om hjælp

Mor blev efterhånden ældre og bad aldrig om noget, aldrig om hjælp. Hun blev 84 år før hun blev nødt til at bede om lidt hjemmehjælp fra kommunen. Nej hun bad ikke, det var os drenge, som efter er sygehusophold og noget genoptræning fik lavet en ”visitation”, ja det hedder det nu om dage, når man søger hjemmehjælp. Mor var faldet ud af sengen om morgenen, havde slået sig, og var i en rigtig dårlig forfatning, da jeg fandt hende sidst på eftermiddagen. Det blev konstateret, at hun havde haft en lille blodprop var gået i chok. Dygtige folk på Roskilde Sygehus fik hende dog langsomt til hægterne igen. Vel var hun efter 65 års stående arbejde - op og ned af trapper - blevet lidt svagt gående, men mor ville hjem i hendes parcelhus, hvor hun jo hørte til, så vi måtte i samarbejde med dygtige medarbejdere i Roskilde Kommune lave en plan for den støtte, der var nødvendig. Mine brødre og jeg byggede om, så der blev fjernet dørtrin, lavet badeværelse med skridsikkert gulv, væk med badekar, varme i gulvet, nye armaturer og toilet med armlæn, ja alt hvad man kunne ændre, for at gøre dagligdagen lettere for mor og ikke mindst for hjemmehjælperne. Efter et godt ophold på Vor Frue genoptræningscenter, skulle hun så hjem til sig selv. Der var styr på det. Ingen smalle steder. 2 gange hjemmehjælp om dagen, 3 gange sygeplejerske om ugen til at sikre den rigtige medicinering, rengøring hver 14. dag. Varm mad bragt ud hver dag og indkøbsservice. Jamen det kunne ikke gå galt, og vi kunne sammen give mor et godt liv. Alligevel gik det gruelig galt.

Lugt og snavs

Mor var en ældre men stadig stolt dame, så hun syntes, at hun selv kunne klare mere end hun faktisk kunne. Hun begyndte at blive en lille smule dement og hendes dømmekraft svigtede ofte. Jeg klarer det selv, sagde hun til hjælperne, som så mange ældre jo gør. Det betød måske at hjemmehjælpen ikke så tit fik hende på toilettet og rigtigt vasket, og af underlige årsager voksede snavs og dårlig lugt op overalt i huset, toiletter blev mere og mere ulækre, de brugte bleer, som gamle mennesker desværre bliver afhængige af, lå alle steder i huset og lugtede i ugevis. Jeg er ked af at skrive det, men min mor og hendes hjem lugtede voldsomt af urin og fordærvet mad. Det blev uværdigt. Egentligt svært at forstå, når hun var så massivt hjulpet af det offentlige.

Dårlig hygiejne

Mor fik et sår på skinnebenet, som ikke ville heles, og lægen besluttede, at indlægge hende på Køge Sygehus et par dage for at få specialisterne til at fikse det. Det klarede de til perfektion, men jeg blev ringet op af en lidt rystet sygeplejerske, som spurgte om det var rigtigt at mor var "visiteret" til så megen hjælp, når hun havde så elendig en personlig hygiejne. Jeg måtte bekræfte, at selv om der var meget hjælp hos mor, så var det som om, at det ikke rigtigt kunne ses og mærkes. Sygehuset konstaterede også, at mor ikke havde taget sine piller, for vel var de opmålt i fine bakker, men mor havde brug for lidt hjælp til at synke, knuse dem og lidt yoghurt var metoden. Den hjælp havde åbenbart ikke været der. Mor havde desværre fået en infektion pga. den dårlig hygiejne samt et ustabilt hjerte og blodtryk, da hun ikke selv kunne klare at få taget den rigtige medicin på de rigtige tidspunkter. Et lille sår på skinnebenet udviklede sig til en lungebetændelse, og forkert medicinering gennem længere tid medførte lille, men ikke alvorlig blodprop i hjernen mens hun var på Køge Sygehus. Hun kom til Roskilde Sygehus, hvor de er dygtige til blodpropper, men nu var kampen for svær. Infektionen udviklede sig til lungebetændelse. Hun døde torsdag den 31. juli, og vi har netop begravet hende. Det var smukt og se hende ligge der; afslappet og tilbage, som den stærke kvinde hun var.

Svigtet

65 års hårdt arbejde, aldrig arbejdsløs - hun fortsatte med at arbejde på deltid 10 år efter hendes pensionsalder – 65 år som skatteyder, det kunne hun klare, men 3 år med offentlig hjemmehjælp var for voldsomt, det overlevede hun ikke. Det var ikke ressourcer eller hænder der manglede. Heller ikke kommunens vilje til at bruge penge kan der sættes tvivl om. Det har bestemt ikke været billigt. Lad mig byde ind med en forklaring, uden at virke bagklog. Måske er det manglende engagement hos de mange forskellige med søde hjemmehjælpere, der er årsagen. Måske er det kvalitet i stedet for kvantitet der skal til. Som virksomhedsleder gennem mange år med mange medarbejdere, ved jeg jo godt, at man ikke kan true, måle eller befale engagement. Det er et spørgsmål om at alle, medarbejdere som ledere, er klar over hvad opgaven eller missionen går ud på. I hjemmeplejen må det være at skabe et værdigt liv med kvalitet for de ældre. Vi vil alle føle og mærke, at vi gør en forskel ved vores arbejde, ikke mindst når man har med ældre og syge mennesker at gøre. Det tror jeg man glemmer og begraver i politisk og budgetfokuseret tågesnak. Vi fik bisat min mor i lyset af, at hun havde haft et langt og godt liv. Det var en god dag. Hun havde bidraget til samfundet i 65 år, og det var jo kun 3-4 år, hvor vores velfærdssamfund svigtede. Ære være hendes minde. Mellemste søn af Gerda. Claes Stig Ruø Jensen