Hanne Sofie og Rene er max klar
Efter kun et års træning er Hanne Sofie og Rene fra Esbjerg klar til debutant-stævne i Messecenter Herning næste weekend
For halvandet år siden havde Hanne Sofie Nørgaard fra Esbjerg netop født sit fjerde barn, og ligesom ved tidligere fødsler havde hun taget en del på - denne gang tæt på 30 kilo.
Et halvt år senere - på datoen 7-9-13 - skulle Hanne Sofie giftes, og her gav hun kæresten Rene en gave, som skulle komme til at ændre deres liv markant. Gaven var et træningsforløb med en coach, og sammen med den gav hun også Rene en udfordring. På et år skulle de sammen træne sig op til at kvalificere sig til DM i bodybuilding og fitness i Herning den 27. og 28 september i år i kategorierne Mens and Womans Physique.
“Men først skal vi til debutantstævnet i næste weekend, der er kvalifikation til DM,” siger Rene, mens Hanne fortsætter:
“Det bliver benhårdt. Især for Rene. Der er 35 mænd, der stiller op i hans kategori og kun seks går videre. I min stiller 12 kvinder op og her går også seks videre, så oddsene er lidt bedre,” smiler Hanne Sofie.
Har begge fuldtidsjobs
27-årige Rene er fysioterapeut i Sædding, mens Hanne Sofie er sygeplejerske i hjemmeplejen. Før udfordringen var deres motionsliv meget gennemsnitligt, og derfor lægger ingen af dem skjul på, at det har været hårdt at nå det mål, som går i opfyldelse, når de begge stiller op til debutantstævnet i Messecenter Herning. Men det har ikke kun været en fysisk udfordring.
“Vi har begge fuldtidsjobs og i alt fire børn. I prioriteret rækkefølger handler det om børn, arbejde og træning. Det kræver en struktureret hverdag, hvor alt skal være skemalagt,” siger Hanne Sofie, men Rene supplerer.
“Det er jo en livsstil. Vi spiser cirka syv måltider om dagen, træner om morgenen inden arbejde og igen om aftenen og vi har stort set ikke set et tv program i et år. Jeg ser det lidt som et maraton. Man sætter sig op til at gennemføre det, så man bagefter kan sige, man har gjort det,” fortæller Rene, mens Hanne Sofie også har en anden grund:
“Jeg fylder snart 40 år og jeg synes, det er vildt fedt at være i mit livs bedste form i den alder.”
Alt skal planlægges
Skal man deltage på højeste niveau i disse konkurrencer, så kræver det, at man har helt styr på kosten. Og madlavningen til familien har næsten været den største udfordring.
“Jeg har en ugentlig fridag fra arbejdet, som jeg bruger til at forberede og lave mad til flere dage af gangen. Rene og jeg spiser hver vores kost, og børnene får noget helt tredje, så det er ret omfattende,” siger Hanne Sofie, som mere eller mindre har levet af ris, bønner, kylling og havregryn det seneste år.
Drømmer om kager
Kosten og træningen har ændret fordelingen af fedt og muskler på dem begge, som først lagde ud med at tabe 30 kilo. Dette havde de gjort i oktober 2013. Fra oktober til april i år tog de så på i muskelmasse, og fra april og frem til september har det handlet om at reducere kroppens fedtprocent. Således er Hanne Sofies fedtprocent droppet fra cirka 23 til otte.
Når debutant- og kvalifikationsstævnet er overstået, vil ægteparret vide, om de skal kæmpe yderligere tre uger op til DM. Hvis ikke, så fortsætter parret sandsynligvis i hver deres retning livsstilsmæssigt.
“Jeg er glad for at have noget at gå op i, så jeg vil meget gerne fortsætte den skemalagte træning. Rene er mere madglad end jeg,” lyder det med et grin fra Hanne Sofie, mens Rene smiler og siger:
“Jeg ser mad og kager over alt lige for tiden. Det er helt vildt. Jeg er meget madglad, og når det her er ovre, vil jeg bage en hel masse. Selv om det har været en fed udfordring, så glæder jeg mig også til at kunne spise lidt mere normalt igen.”