Fortsæt til indhold

Tegnekonkurrence om sorg

Børn tegner om sorg på Stafet For Livet i Haderslev Dampark

Arkiv
Arkiv

Når Stafet For Livet i Haderslev i weekenden den 6.-7. september for anden gang løber af stablen, så kan alle børn, der er med på stafetten, deltage i en stor landsdækkende tegnekonkurrence om sorg.
“Sorg kan jo være mange forskellige ting. Det kan være, hvis man har mistet et kæledyr eller er blevet uvenner med en kammerat – men det kan selvfølgelig også være, at ens mor eller far f.eks. er syg af kræft, eller måske har man mistet et menneske, man holdt rigtig meget af,” siger Gerda Lausten, der er tovholder for børneaktiviteterne under stafetten i Haderslev.
Tegnekonkurrencen er arrangeret af Stafet For Livet i samarbejde med projekt OmSorg i Kræftens Bekæmpelse, der arbejder for, at ingen børn skal stå alene med deres sorg.
De tre vindere præmieres med hver deres tegning lavet om til et rigtigt kunstværk, der overrækkes ved en festlig ceremoni på Statens Museum for Kunst i København den 21. oktober.
Der er foreløbig tilmeldt over 2400 deltagere til Stafet for Livet i Haderslev i Damparken, der sidste år med 2208 deltagere blev landets næststørste.