Vildfarne tricktyve
Smarte tricktyve udnytter andre folks hjælpsomhed til at stjæle fra dem. Senest er det gået ud over en 81-årig kvinde, der lige havde handlet i Netto på Københavnsvej. Da hun stod ved sin opgang i Hedevænget, kom der to personer, en mand og kvinde, løbende for at spørge om vej til sygehuset. De spurgte på engelsk og viste et kort frem. Kvinden prøvede at svare på tysk. Pludselig sagde den vildfarne kvinde, at de havde et lille barn i bilen og skulle tilbage igen, hvorefter de stak af. Efterfølgende opdagede den 81-årige, at hendes pung var væk, og at der manglede 5.000 kroner på bankkontoen. Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi fortæller, at barnet i bilen højst sandsynligt var kodeordet for, at parrets mission var fuldført. Han opfordrer til, at man skjuler pinkoden, når man handler ind, da tyvene så ingen chance har for at lænse kontoen.