Her er en sag for meget
Udviklingschefen for boligselskabet lover indgreb efter overfald i Rønnebærparken:
Boligselskabet Sjælland, som bebyggelsen Rønnebærkparken hører til, er klar med stærke sanktioner, hvis de de, der stod bag overfaldet mod ægteparret, der måtte flygte fra Roskilde, bliver fundet og dømt.
- Her er en sag for meget, siger udviklingschef Francisco Ortega fra Boligselskabet Sjælland efter sagen, hvor parret måtte flytte fra Rønnebærparken fordi de var udsat for vold og trusler.
- Den sag kender vi godt, og vi reagerede straks, blandt andet via de sociale medier og vores hjemmeside, hvor vi bad de øvrige beboere i området hjælpe os til at finde de skyldige.
- Hvis de bor i en af vores boliger, kan det få alvorlige konsekvenser for dem, da vi har nultolerance i den slags sager. Det betyder, at vi efter en dom, kan få dem sat ud af lejligheden, siger Francisco Otega.
- Heldigvis er det ikke normalt, at folk må flytte fra Rønnebærparken, fordi de er bange for at bo her. Det kan jeg se fra de fraflytningsskemaer, som folk udfylder, når de flytter.
- Kun i dette ene tilfælde har flytteårsagen været, at beboerne er bange for at bo i området eller deres lejlighed, men som sagt, så er det også en sag for meget, siger Francisco Otega.
- Det her virker også voldsomt på os, når beboerne eller er rigtig glade for at bo i Rønnebærparken.
Folk udefra
Selv om boligselskabet har stærke sanktionsmuligheder overfor egne lejere. kan det være svært at gøre noget ved ballademagerne, hvis de kommer udefra.
- Nogle af dem bor ikke hos os, ved vi fra tidligere tilfælde. Så er det svært for os at gøre noget ved det, siger Francisco Otega.
- Men når det gælder vores lejere, så prøver vi at komme problemerne i møde, før de opstår.
- Det gør vi med et godt samarbejde med Roskilde Kommune og de sociale myndigheder. Nu er vi også kommet med i skolebestyrelsen på Tjørnegårdsskolen, og det kan forhåbentlig også være med til at forebygge fremtidige problemer.
- Men vi kan ikke sikre os 100 procent og problemet dukker op en gang i mellem.
- Selv om for eksempel initiativet med brandkadetterne er godt, så tror jeg ikke, at det får alle med fra en årgang.
Prøver igen
Carsten Iversen, der er chef for Roskilde Brandvæsen, som har uddannet flere hold af unge brandkadetter, der skal være med til at hindre ballade blandt unge i byens store boligkvarterer, har også hørt om den stigende uro ved Rønnebærparken.
-Nu tager vi en snak med boligselskabet om, hvad vi kan hjælpe med.
-Ideen med brandkadetterne er jo, at de unge mennesker i disse områder skal få andet at tænke på og komme i gang med andre aktiviteter end at brænde skraldespande og lave ballade. Det er vi klar til igen, siger Carsten Iversen.
ja-