Syn for hygge
Hos Søren Frid Optique er det sociale samvær med kunder i højsædet
Bare fordi briller er en nødvendighed, behøver de ikke være konservative og kedelige.
Hos Søren Frid Optique, der netop har slået dørene op på adressen Algade 42, behøver man ikke holde sig til standardbriller, når man skal have lidt hjælp til det klare udsyn.
Her har man nemlig valgt at satse på specialbriller, der ifølge Søren Frid bryder med, hvad man kan finde hos kædebutikkerne.
Hvorvidt det passer eller ej, må man selv tage stilling til, men Søren Frid har noget erfaring at trække på, da han har arbejdet som optiker forskellige steder i Roskilde gennem de sidste 16 år.
- Jeg syntes, at det var på tide, at folk fik et alternativ til de modeller, kædebutikkerne har på hylderne, siger han og fortsætter:
- Derfor valgte jeg sammen med min kone og tre børn at åbne butikken, hvor de fleste af de briller vi sælger er håndlavede.
Kaffe og briller
Søren Frid og hans familieforetagende tilbyder altså en mulighed for at sætte et anderledes præg på sine briller.
Når han skal fortælle om butikken, lægger han stor vægt på kvaliteten og fagligheden, han mener, de kan tilbyde i butikken, hvilket nok ikke overrasker nogen.
Mere overraskende bliver det, da Søren Frid skal forklare, hvad deres største ambition med butikken er.
Faglighed og kvalitet fastholdes men de trumfes begge af et anderledes nærværende begreb.
- Hygge, hygge og atter hygge er det der efter min mening skal kendetegne butikken.
- Vi bor selv i Roskilde, og vi kender rigtig mange her i byen, så vi ønsker at skabe en hyggelig stemning i butikken, hvor man kan komme ind og få en kop kaffe. Hvis man så køber et par briller er det bare ekstra godt, siger optikeren.
hw