Mænd reddede pige
En dramatisk situation fik en lykkelig slutning på grund af to opmærksomme 21-årige
Både politi og brandvæsen rykkede ud, da en nedtrykt 18-årig pige gik ud i Roskilde Fjord midt om natten.
To 21-årige mænd sad natten til søndag nede ved fjorden, da de så den unge pige i nærheden af Kællingehaven.
Pigen var på vej ud i vandet, og det syntes mændene var underligt, så de talte lidt med hende og opdagede, at hun var i et underligt humør.
I første omgang gjorde de 21-årige ikke mere ved sagen, men da de lidt senere så pigen langt ude i vandet, valgte de at tage affære.
De ringede til myndighederne og advarede dem om sagen.
Tog selv affære
Mændene blev dog så bekymrede for den 18-årige, at de besluttede sig for, at de ikke kunne vente på, at politi og brandvæsen kom til stedet.
En af dem hoppede derfor i vandet, svømmede ud til pigen og fik hende bragt i sikkerhed på land.
Da myndighederne ankom, overtog de sagen.
Man besluttede, at den 18-årige var i en sådan tilstand, at det var nødvendigt at indlægge hende, så hun kunne få hjælp.
hw