En omgang mere med 'Die Herren'
For fjerde gang arrangerer Søren Pedersen støttekoncert med det - næsten - legendariske U2 kopiband i Haderslev
Til daglig driver Søren Pedersen Sydjysk Bilsyn i Haderslev, men engang imellem giver han den som koncertarrangør. Ikke for egen vindings skyld, men for at hjælpe de, som gør noget for børn i nød. Og nu er han så klar med sin fjerde koncert ned U2 kopibandet 'Die Herren'.
"Jeg har i flere år gået og tænkt tanken hvordan man kunne gøre noget for de lokale familier med kræftramte børn i Haderslev. Især skulle det være på en måde som ikke ville støde nogen eller virke upassende. Tanken blev til virkelighed da foreningen ”Familier med kræftramte børn” ganske tilfældigt kontaktede mig. Vi fik en super dialog og det endte i en rigtig god aftale som kommer alle børnene og familierne til gode," fortæller Søren Pedersen:
"Jeg glæder mig derfor i år til at donere overskuddet fra billetterne til foreningen. Arrangementet er søgt og godkendt momsfritaget hos SKAT, hvilket betyder at familierne får hele beløbet, dog går en mindre sum til Haderslev Basket klub – Corpia som tak for hjælpen med det praktiske under koncerten," fortæller arrangøren. Han fortæller om en nyskabelse:
"Som noget nyt i år vil der efter koncerten blive holdt et afterparty på Haderslevs voksen Club ”Holdbar”. Her har Martin lovet at lave en super afslutning på aftenen, krydret med U2 musik plus andet godt fra spilledåsen. Dørene er åbne og billetten vil kunne byttes til den første drink på HoldBars regning. Som yderlig støtte til projektet har HoldBar valgt at donere personale til baren på Månen, samt kr. 2000, som ligeledes vil komme familierne til gode," fortæller Søren Pedersen og retter en stor tak.
Billetter til koncerten, som finder sted den 4. oktober købes på billetten.dk.