Windsurfer-verdensmester og sejlklub bag ny form for regatta
Sejlbåde og windsurfere i samme felt i bugten ved Hejlsminde i weekenden
Hejlsminde Sejlklub står i samarbejde med windsurfer-verdensmester Britt Dunkerbeck bag en spektakulær regatta i bugten ved Hejlsminde lørdag den 16. august.
"Så vidt jeg ved, er det første gang et felt af både sejlbåde og windsurfere kæmper på den samme bane på samme tid. Så det bliver uden tvivl ganske spektakulært at se på", siger Britt Dunkerbeck, 17 gange verdensmester i windsurfing.
"Alle fartøjer sejler på samme kurser med egen ranking, så det bliver et helt vildt race ude på vandet", fortæller Britt Dunkerbeck, der tidligere i år åbnede ”Dunkerbeck Windsurfing Center” på Havnevej i Hejlsminde ved Kolding efter en lang række år som professionel windsurfer på allerhøjeste plan verden over.
Dagen efter, den 17. august, følges regattaen op med ”Store Strand Dag,” som er et arrangement skabt i samarbejde mellem ”Dunkerbeck Windsurfing Center,” Kolding Kommune og Hejlsminde Sejlklub.
"Det er en aktivitetsdag på stranden og på vandet for hele familien, hvor man kan prøve en masse forskellige vandsportsgrene, blandt andet windsurfing, jollesejlads, vandski, stand up paddle, beachvolley, sejlbåde og meget, meget andet, samtidig med at Kolding Kommune gennemfører en sjov og spændende strandsafari for de yngste deltagere - helt ned til treårs-alderen", siger Britt Dunkerbeck.
Alle deltagere skal forbi Dunkerbeck Centerets information stand ved teltet på stande for at indskrive sig til aktiviteterne og få uddelt et armbånd. Der vil være mulighed for at købe lidt til både maven og ganen, men man er også velkommen til at medbringe sin egen madkurv.