I må ikke tage tre stykker kage!
Flere end 250 borgere troppede op til informationsmøde i gymnastiksalen på den tidligere efterskole i Sommersted
Ikke ret længe efter, at økonomiudvalget i Haderslev Kommune kunne meddele, at man havde sagt ja til Udlændingestyrelsens anmodning om at måtte etablere midlertidigt asylcenter i de bygninger, som senest har huset Sommersted Efterskole, var der inviteret til informationsmøde. Godt nok er Haderslev Kommune ikke egentlig involveret, men det var alligevel borgmester H. P. Geil, der sagde velkommen. Og han glædede sig over det store fremmøde:
"Vi har købt kaffe ved Elmegården og kage ved bageren. Og jeg kan se, at I ikke må tage tre stykker hver," lød det.
Mere alvorligt fortalte borgmesteren, at det er vigtigt med god information på så tidligt et tidspunkt som muligt. Og til at give den var centerchef i Jammerbugt Kommune, Nina Svendsen, mødt frem. Hun - Og flere medarbejdere fra den nordjyske kommune - Er i Sønderjylland i denne tid, for at få centrene i Sønderborg, Bolderslev og nu: Haderslev, på benene. Den lille kommune har nemlig påtaget sig opgaven at være 'entreprenør' for Udlændingestyrelsen når det gælder flygtningecentre.
Fortalte om flygtninge
Nina Svendsen fortalte om flygtninge og asylansøgeres hverdag. Hvordan livet er på et asylcenter og hvad lokalsamfundet kan forvente sig af, at have et center som nabo:
"Voksne asylansøgere skal undervises og aktiveres et antal timer hver uge. Undervisningen forventes at komme til at foregå i Haderslev, imens det kan være mere åbent hvor aktiveringen sker. Det kunne sagtens være hos virksomheder i nærområdet, hvis interessen er der," fortalte hun.
"Børnene skal i skole, og alt efter antal, alder Osv vil man kontakte de lokale skoler for at se om der er plads og rum til ekstra klasser. Der vil naturligvis være en betaling, som gør at man kan ansætte lærere i passende antal, således at der ikke går ressourcer fra skolen," forklarede hun.
I Jammerbugt kommune, hvor man har 1.200 asylansøgere, ligger centrene også i mindre byer, og der er derfor en del erfaring at trække på.
Lad være at skræmme
Nina Svendsen forklarede nøje hvorledes flygtningene forventede at livet ville være i Danmark - forventninger, der oftest ligger langt fra virkeligheden, og hun fortalte om hvorledes man forsøger at klæde de fremmede på til at fungere i et mindre dansk lokalsamfund:
"Vi prøver at forklare dem, hvorledes de virker på os. Forklare dem, at de ikke skal virke skræmmende. Det er f.eks et skræmmende syn, hvis de kommer 15 mand i flok - eller går 15 mand ind i en butik på én gang. Det bør de undgå," fortalte Nina Svendsen.