Fortsæt til indhold

Storsejr til Region Varde

Fredag aften var der en fed stemning på Varde Motor Arena i Outrup

Arkiv
Kim Schou

Med cifrene 53-32 sikrede Region Vardes Team Vest'n Vind sig en massiv sejr over gæsterne fra Munkebo. Med både matchpoint og bonuspoint for den samlede sejr rykker Region Varde samtidig op og for alvor blander sig i den tætte kamp om de fire pladser i superfinalen.
"Det var lækkert - en solid holdpræstation, hvor alle mand scorer point. Alle hjælper hinanden, og her er det ikke nogen, der er hævet over holdet," sagde holdleder for Team Vest'n Vind, Steven Andersen, efter matchen.
Selvom Region Varde hurtigt trak fra modstandere, var der aftenen igennem godt og tæt ræs på banen.
Også Mads Korneliussen var en glad mand efter sejren, hvor udeholdet kun var foran en gang, nemlig efter det første heat.
"Jeg var lidt bekymret efter første heat," siger Mads Korneliussen med henvisning til at svenske Ricky Kling ikke scorede point.
Det rådede Kling dog hurtigt bod på med en heatsejr i heat 3. Han var kaldet ind som b-kører i sidste øjeblik, da Krzysztof Jablonski brækkede armen.
"Det er dejligt, at vi har flere, vi kan bruge på b-pladsen, og det var vigtigt, at vi fik bonuspointene, så vi kan komme i superfinalen," siger Mads Korneliussen.

Korneliussen hyldet

Inden aftenens match gik i gang, blev Mads Korneliussen hyldet for sin nyvundne titel som holdverdensmester i speedway af Lisbet Rosendahl, der er formand for Kultur og Fritid i Varde Kommune. Hun sagde blandt andet:
"Jeg har glædet mig til at møde dig. Jeg møder mange spændende mennesker, men jeg har aldrig før mødt en verdensmeter."

Flankeret af paraplypigerne ses i hvid skjorte er det holdleder Steven Andersen. Ved siden af ham fra venstre er det Charlie Gjedde, Ricky Kling og Mads Korneliussen. Forrest fra venstre Jason Doyle og Tobias Thomsen.

Næste hjemmematch på fredag

Næste uge venter der to matcher for Team Vest'n Vind. Først skal Grindsted blæses af banen på udebane onsdag, og fredag er der returopgør hjemme på Varde Motor Arena i Outrup.
Og Team Vest'n Vind går efter en dobbelt sejr.
"Grindsted kan jo kigge på matchen mod Munkebo og så se, hvad der venter dem," siger Steven Andersen.
Holdet er endnu ikke sat.

Munkebos Tomas Jonasson i hvid hjelm og Jason Doyle fra RVE i rød.