Overvandt vandskræk på ski
Amanda Dietrich og hendes familie er med blandt de bedste i dansk og europæisk vandskisport
Bare fordi man er vandskræk betyder det ikke, at man er udelukket fra at udvikle sig til vandsportsudøver på topplan.
En sådan lektie kan man tage med sig fra 15-årige Amanda Dietrich, der netop har været til DM i vandski, hvor det blev til ikke færre end otte medaljer.
For den unge pige har det våde element nemlig ikke altid være et behageligt bekendtskab.
Faktisk skulle der gå halvdelen af hendes liv, før hun ved et tilfælde fandt en indgang til vandet, der bragte hende så meget fornøjelse, at frygten blev fordrevet.
- Indtil jeg var i hvert fald syv år gammel, led jeg rigtig meget af vandskræk, fortæller Amanda Dietrich og fortsætter:
- Men så købte min far en båd og nogle vandski, og jeg blev så nysgerrig, at jeg kort tid efter begyndte at stå en smule på dem, og så lærte jeg at være i vandet.
For hele familien
Hvad der startede som en stilfærdig hobby har sidenhen udviklet sig til noget langt større.
Hele Amanda Dietrichs familie er blevet involveret i vandsporten, hvor især hendes far og storesøster har taget vandskiene til sig.
Hendes søster skaber også bølger indenfor vandskisporten, og hendes far har taget et dommerkursus, så han har noget at givet sig til, når han er med sine døtre til konkurrencer.
Selvom vandskisporten af åbenlyse årsager nærmest kun kan dyrkes om sommeren, holder de to søstre sig ikke tilbage for at drage langt for at vise, hvad de kan.
For eksempel skal familien igennem sommeren til konkurrencer både i Danmark, Sverige og Spanien.
- Min mor bliver en gang imellem hjemme, når vi skal ud at deltage i konkurrencer, men helt generelt så er vi alle med.
- Når vi rejser rundt, er det jo også med en gruppe fra min klub, så det er rigtig hyggeligt, fortæller Amanda Dietrich.
Ikke bange for knubs
Når Amanda Dietrich fortæller om at stå på vandski, får hun det nærmest til at lyde som om, at hun bare stod op på skiene en dag, og så kunne hun bare det hele.
Spørger man lidt nærmere til, hvor meget tid hun bruger på sporten, viser det sig dog, at hendes succes ikke bare er faldet ned i skødet på hende.
Hun træner slalom tre gange om ugen på en særlig bane sommeren igennem, og når vejret er til det bruger hun fjorden til at øve tricks.
Når vinteren kommer, og vejret så bliver for dårligt til at kunne drøne rundt på vandet, knokler hun med styrketræning, så hendes krop kan klare det slid, der følger med at stå på vandski.
- Man kommer også rigtig meget til skade, når man er ude på vandet, og det er blandt andet gået udover mine knæ og skuldre, siger den unge vandskiløber.
- Men som min massør siger, så skal livet jo leves, tilføjer hun og smiler.
Ser tingene an
Med de mange medaljer, der regner ned over hende, kunne man forestille sig, at Amanda Dietrich overvejede, om hun kunne gøre vandskisporten til en levevej.
Amanda Dietrich render dog ikke rundt med hovedet i skyerne, fordi hun bare fået lidt metal om halsen.
Hun har netop fået at vide, at hun er kommet på gymnasiet med Team Danmark støtte, så hun vil meget gerne fortsætte med at dyrke sin sport mest muligt, mens hun studerer.
På længere sigt ved hun dog ikke rigtig, hvad det skal blive til.
- Man kan ikke rigtig tjene penge på at stå på vandski, fortæller hun og fortsætter:
- Men jeg tager tingenes, som de kommer, og for nu vil jeg i hvert fald arbejde hårdt for at blive endnu bedre.
hw@roskildeavis.dk