Misbrugscenter får ny leder
Jan Meisler Larsen er den 1. juli tiltrådt som ny leder af Misbrugscenter Sønderborg. Han er uddannet cand.mag. i psykologi og filosofi og har en master i Public Management.
Jan kommer med en bred viden og ledererfaring fra otte år i Odense Kommune. Her har han været leder inden for bl.a. ungeområdet, SSP, forebyggelse og rådgivning, ligesom han har haft konsulentopgaver i et forebyggelsesprojekt omkring mobbe- og trivselsproblemer, Ungekonsortiet m.m.. Derudover har Jan arbejdet med kompetenceudvikling af medarbejdere.
Som leder af Ungeområdet og SSP Forebyggelse & Rådgivning har Jan erfaring med ledelse og samarbejde på tværs af forvaltninger og samarbejdspartnere.
Ud over ovenstående har Jan arbejdet som gymnasielærer og været tilknyttet Niels Bohr Arkivet, hvor han bl.a. færdiggjorde professor David Favrholdts artikel til antologien ”Bohr på ny”.
Jan har været gæsteunderviser på University College Lillebælt og ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.