Danfoss-direktør fylder 50 år
Koncerndirektør og COO i Danfoss A/S, Kim Fausing, fylder 50 år, søndag den 31. august. Siden 2008 har han som en del af direktionen, stået ved roret i en af dansk industris største koncerner.
Kim Fausing brænder både for at skabe en stærk performance-kultur og højt engagerede medarbejdere, og det har givet genklang i hans karriere. Som en del af den øverste ledelse har han ansvar for den daglige draft i koncernen med omkring 22.500 medarbejdere verden over.
Kim Fausing fik allerede lagt de første sten på karrierevejen, da han var dreng. Hans forældre havde egen tekstilfabrik, så forretning, medarbejdere og kunder var daglige emner på hjemmefronten. Og som selvstændige havde de stor respekt for en familiejet virksomhed som Danfoss. Kim Fausing sugede til sig henover middagsbordet og valgte at uddanne sig til ingeniør. Siden supplerede han kvalifikationerne med en Executive MBA.
Inden karrieren bragte ham til Danfoss, havde han bl.a. en 17 år lang, international karriere i Hilti-koncernen. . Her stod han i spidsen for flere af koncernens datterselskaber, blandt andet i Japan. I 2003 blev han hentet til koncernens hovedsæde.
Kim Fausing sidder i dag i Hiltis bestyrelse, ligesom han er næstformand i Velux.
I 2007, var der bud fra Danfoss hovedsæde på Als, og Kim Fausing blev divisionsdirektør for den daværende Refrigeration & Air Conditioning Division. Men allerede inden han kunne fejre sin første årsdag hos Danfoss, blev han forfremmet til det øverste organisationsniveau, hvor han siden har varetaget opgaven som koncerndirektør.
Kim Fausing er gift med Angelika, der er født i Østrig, og er far til Emilie på 20. I ferierne holder familien af at prøve kræfter med de østrigske skiløjper.
Fødselsdagen fejres ved en åben reception hos Danfoss i Nordborg den 1. september kl. 13.30–16.00.